Her får du opskriften på nogle dejlig nemme vafler. Hvis du som os, har en travl hverdag, hvor det nogle gange skal være nemt men lækkert, er denne opskrift lige noget for dig. Du skal nemlig ikke engang snitte den søde kartoffel selv, i Føtex har de sød kartoffel på frost, som allerede er skåret ud og blancheret, nemmere bliver det ikke. Hvis du ikke kan finde sød kartoffel på frost, skal du koge den søde kartoffel før du bruger den i dejen.
De her vafler er simpelthen så lækre, nemme, sunde og skønne. De kan spises som morgenmad, madpakke, mellemmåltid eller dessert 🙂 Og dejen kan også bruges til at lave små lækre pandekager.
Se også de nemme stenaldermuffins eller kokostoppe
Den fine tallerken på billedet er i øvrigt en reklamegave fra Bungalow.dk
Opskriften
2 vafler
Forberedelse: 10 min. / Tilberedning: 5 min. / I alt: 15 min.
Ingredienser
- 200 g sød kartoffel (fra frost) eller kogt sød kartoffel
- 50 g havregryn (glutenfri hvis du har cøliaki)
- 2 stk æg
- Evt. et par tsk vand
- 1 tsk smør til vaffeljernet per vaffel
- 1 spsk sukker/sirup til servering
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Tænd for vaffeljernet som det første.
Bland optøet sød kartoffel, æg, havregryn og lidt vand i en høj skål.
Blend det hele sammen med en stavblender
Kom smør i det varme vaffeljern (brug evt. en pensel til at fordele smøret på begge sider)
Lav vaflerne og nyd dem med rigeligt af sirup 😉
Tip: Hvis det er til morgenmad, kan du putte skålen i køleren natten over, så er det tøet op og klar til at blende om morgenen. De smager dog bedst kolde.