Er musik en absolut nødvendighed for dig, når du træner? Mange af os har prøvet, hvordan musikken kan give det ekstra kick til løbeturen, eller hvordan den kan give energi til de sidste løft under styrketræningen. Derfor kommer det måske ikke som en overraskelse for dig, at musik kan gavne din ydeevne og performance.
I løbet af de seneste år, er netop dette blevet dokumenteret. Dr. Costas Karageorghis er idrætsforsker og anerkendt forfatter til en lang række udgivelser inden for sportspsykologi. Han har især beskæftiget sig med den psykologiske effekt af musik, og hvordan den påvirker ydeevnen.
Den rette musik og dens effekt på din træning
Ifølge Karageorghis kan den rette musik have en positiv effekt på, hvordan du føler dig ved udmattende træningsintensiteter. Det betyder, at musikken hjælper med at gøre motionen udholdelig, når du når det punkt, hvor det for alvor begynder at gøre ondt, og hvor kroppen skriger på at stoppe. På den måde kan velvalgt musik løfte dit humør og drive dig frem ved eksempelvis langdistancetræning og gentagne aktiviteter.
Desuden kan det virke opløftende på både humøret og følelserne for selve træningen, hvis du lytter til musik inden træningspasset. Samtidig kan musikken være en venlig distraktion. Når du lukker verden ude med musik, fjerner du også i højere grad fokus fra eksempelvis dine tunge skridt på vejen, når du løber eller dit forpustede åndedræt.
Karageorghis studier har vist, at den ideelle træningsmusik for unge voksne har et tempo mellem 125 og 140 beats per minut (bpm). Dog er der ikke påvist en direkte sammenhæng mellem musikkens tempo og hjerterytmen. Derfor stiger det foretrukne antal beats per minut ikke nødvendigvis i samme tempo som hjerterytmen.
Hvad er god træningsmusik?
God træningsmusik afhænger selvfølgelig delvist af præferencer. De fleste af os sammensætter vores playliste intuitivt, men du kan bruge nedenstående punkter til at top-tune din liste. Vælg eksempelvis så personlige sange som muligt, så fremkalder du flest følelser og mest motivation. Du kan bruge Songbpm, til at beregne dine favoritsanges bpm. Og tænk så på træningstimerne i fitnesscenteret eller aftenerne på dansegulvet. Er der nogle tracks, der virkelig motiverer dig og får dig op i gear?
God træningsmusik skal gerne:
- Passe til aktiviteten, sådan at musikkens rytme passer til øvelsens rytme
- Være valgt med efter den ønskede effekt, eksempelvis et højt og hurtigt tempo, for at skabe et drive
- Have en karakteristisk rytmik, en tiltalende melodi og en harmonisk struktur. Med harmonisk menes musik med et følelsesmæssigt “fingeraftryk”, som karakteriserer sangen som fx glad eller sørgmodig, og ikke forvirrende)
- Have et tempo mellem 125 og 140 bmp – men langsommere til opvarmning og nedkøling
- Indeholde motiverende elementer – enten gennem musikkens komponering eller lytterens personlige oplevelse af sangen
- Indeholde sangtekster med opfordringer til bevægelse, eksempelvis “run to the beat” eller “beat it”
(Oversat efter artikel af Karageorghis m.fl. her)
Kilder: Costas Karageorghis m.fl. for British Association of Sport and Exercise Sciences her.