Vi kender alle sammen den uregerlige rumlen fra maven, når klokken passerer 15. Øjenlågene, som kæmper for at holde sig åbne og den uimodståelige trang til at tømme køkkenskabene for den sidste rest Nutella, de tørre Mariekiks og mælkechokoladen, som du svor på ikke at røre. Men hvorfor sker det altid, lige meget hvor meget vi spiser, lige meget hvor sundt vi spiser?
Vores blodsukker varierer i løbet af dagen, det stiger og falder i forbindelse med måltider. Hvis der går for lang tid mellem vores måltider, falder vores blodsukker, og vi bliver trætte og irritable. Det er på dette tidspunkt, at trangen til en Snickers indtræder. Men hvad skal man så gøre for at holde sit blodsukker stabilt? Svaret er mellemmåltider – vi skal spise mellemmåltider. De små måltider mellem måltiderne er med til at give os energi til hele dagen, de sørger for, at vi ikke overspiser til vores hovedmåltider, og de mindsker risikoen for, at vi falder i sukkerfælden hen på eftermiddagen.
Mellemmåltider kan være mange ting, de kan både være store og små. Det vigtigste er, at de mætter og giver energi. Mellemmåltiders størrelse og energiindhold skal altid ses i forhold til den øvrige kost. Som hovedregel anbefales det dog, at et mellemmåltid skal udgøre mellem 5 og 30 % af ens energiindtag i løbet af en dag. Et sundt mellemmåltid kan bestå af frugt, grønt, groft brød, nødder og magre mælkeprodukter. Herunder kommer en opskrift på et sundt og mættende mellemmåltid, som er lige til at tage med på farten.
Opskriften
2 plader knækbrød
Ingredienser
- 1 dl tørrede tranebær
- 1 dl sesamfrø
- 1 dl hørfrø
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl græskarkerner
- 1 dl havregryn
- 1,5 dl hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1,5 tsk salt
- 2 dl vand
- 1 dl olie
Fremgangsmåde
Hak tranebærrene let og land alle tørre ingredienser sammen. Tilsæt derefter olie og vand. Ælt dejen i cirka fem minutter. Del dejen i to stykker og form hvert stykke til en firkant. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 2-3 mm tykkelse. Løft bagepapiret med den udrullede dej over på en bageplade. Træk derefter det øverste stykke bagepapir forsigtigt af. Skær knækbrødene i den ønskede størrelse med et pizzahjul eller en kniv. Bag knækbrødene i en forvarmet ovn ved 220 grader (200 grader varmluft) i ca. 20 minutter, eller til de er gyldne. Køl knækbrødene af på en rist.