Mange af os er gode til at sætte os målsætninger, men mindre gode til at realisere dem. Når du de mål, som du sætter dig for?
Engagement
Vi kender det alle; vi er topmotiverede til at lave en livsstilsændring eller at implementere nye tiltag i vores dagligdag efter at have været til foredrag med sundhedsguru x, set en dokumentar, læst en artikel med indsigtsvækkende viden, fået en peptalk af en rollemodel, lavet nytårsforsætter, meldt os ind i fitness eller er blevet inspireret af Go’morgen Danmark. And so on…
Vi er drøn engagerede og motiverede – der skal ske noget. Og det gør der også. Men i langt de fleste tilfælde kun de første par dage eller uger… Efter at have engageret sig i en målsætning, oplever mange at have svært ved at komme helt i mål. Vi starter godt ud, men lader målet forsvinde i dagligdagens rutiner og gøremål, før de når at blive vaner.
Intentionen, engagementet og ønsket om at nå målsætningen er der, og det er første skridt. Men der er rent faktisk en forskel på at være engageret i en målsætning og at være dedikeret til en målsætning. Det er der, hvor mange af os har oplevet at fejle, fordi vi ikke for alvor dedikerer os til vores mål.
Dedikation
Når vi dedikerer os til noget, tager vi ansvar for det, og når vi møder modgang eller udfordringer i forbindelse med målsætningen, finder vi en måde at håndtere det på eller at tilpasse os. Når vi ”blot” er engagerede, har vi en større tendens til at acceptere, når noget går skævt eller at lade ydre påvirkninger spille ind. Et eksempel:
– Du har engageret dig i en målsætning om en aktiv livsstil og har sat dig for at løbe to gange om ugen. Du ved, at løbeturen kalder, men nogle dage regner det, nogle dage blæser det, og andre dage er det for varmt. Resultatet; svingende performance, at du ikke når dine mål, og at du ikke kommer afsted.
– Hvis du har dedikeret dig til målsætningen, finder du en måde at håndtere udfordringen på. Enten løber du og finder ud af, at det faktisk er befriende at løbe i regnen, du tager flere lag tøj på, som er praktisk at tage af, når det bliver for varmt, eller også vælger du simpelthen en anden form for aktivitet den dag, fordi du har dedikeret dig til en aktiv livsstil.
Hvordan skabes dedikation?
For at kunne dedikere dig til din målsætning, må du vide, hvordan du vil nå den. Når vi “blot” er engagerede glemmer vi ofte, ganske basalt dette hvordan. Eksempelvis sætter vi os for en dag at lave den lækre opskrift på side 39 i sundhedsmagasinet – og så lægger vi bladet i bunken med de øvrige magasiner, der samler støv – i stedet for at skrive ingredienserne på morgendagens indkøbsliste. Hvad skal der til, for at du får afprøvet opskriften? Lav indkøbslisten og dediker dig til at bruge opskriften!
Når vi dedikerer os, skaber vi ”commitment”, og som du sikkert har hørt før, er sociale aftaler rigtig gode, fordi vi netop committer os til ikke bare os selv, men andre. Hook up med en ven eller veninde eller allier dig med din kæreste eller ægtefælle.
Tal om jeres mål, tal om hvordan i kan dedikere jer til målsætningen. Hvilke psykologiske historier har du for vane at fortælle dig selv, og er der nogle gøremål eller rutiner i din dagligdag, som gør det til en udfordring at nå målet? Kan du i så fald tilpasse enten dit mål eller din dagligdag? Og hvordan kan du så helt simpelt forberede dig for at overkomme disse?
Læg for eksempel løbetøjet frem i det øjeblik, du er stærk og motiveret, så det er klar til næste dag. Lav en ugentlig løbedate og udfordr hinanden i antal kilometer på Endomondo. Lav en månedlig maddag, hvor I tester nye og sunde opskrifter, eller smid et par bananer i fryseren, når du har overskud. Så kan du let lave en sund is til dessert på de dage, hvor du har besluttet dig for ikke at spise slik.
Forsøg at fange dig selv, når du er stærk – engageret og motiveret, fang dig selv i i dit engagement og lad den energi lede dig til dedikationen.