Hokkaido er en lækker type græskar, som netop nu er i sæson, og som du derfor kan finde i supermarkedets grøntafdeling.
Køber du økologisk, kan du sagtens bruge skrællen i suppen, så spildet bliver virkelig lille. Da der blandt andet er chili i denne hokkaidosuppe, er den perfekt at servere for dem, som har lagt sig med efterårsinfluenza. For hvad er dejligere end en varm skål suppe til en øm hals?
For det maksimale udbytte af hokkaidoen kan du desuden tørre kernerne på et stykke køkkenrulle (i stedet for at smide dem ud og lidt senere gå ned for at købe en pose græskarkerner). Og har du en del af hokkaidoen i overskud, så bag den eventuelt i ovnen dagen efter.
Opskriften
2 personer
Ingredienser
- 1 stk løg
- 1 stk gulerod
- 1 spsk rapsolie
- 400 g hokkaidogræskar, med skræl hvis økologisk
- 1 stk grøntsagsbouillonterning opløst i 0,5 L vand
- 1 dåse kokosmælk
- 1/2 stk rød chili, afhængigt af styrken
- 1 stk lime, saften
- drys salt og peber
Tilbehør
- drys frisk timian
- drys ristede græskarkerner
- 1/2 dl creme fraiche eller revet ost
- 1 stk godt brød
Fremgangsmåde
Skær løg og gulerod i tern og steg dem i rapsolien i en gryde. Skær hokkaido i mindre stykker og kom i gryden. Steg under omrøring i 5 minutter. Tilsæt den opløste bouillon og skru ned for blusset, når det er i kog. Lad det stå og simre i 10 minutter under låg. Tilsæt kokosmælk, chili (smag gerne på den i begge ender, så du kender styrken) og limesaft og blend det med stavblender. Smag til med salt og peber.
Server din hokkaidosuppe med nippet, frisk timian, ristede græskarkerner og creme fraiche eller revet ost.