Her kommer et bud på en sundere udgave af de friturestegte fiskefileter, der hvert år er at finde på julebordet.
Til fiskefilet hører selvfølgelig remoulade og jeg har derfor givet mig i kast med en sundere udgave med et tvist af fennikel, der ikke tager alverdens tid at lave. Den kan holde sig et par dage på køl i en tætsluttende beholder. Kan du ikke få rødspættefilet, bruger du bare en anden hvid fisk.
Opskriften
2 personer
Ingredienser
- 2 stk rødspættefilet (eller anden hvid fisk)
- 2 spsk hasselnødder
- 2 spsk havregryn
- 1 stk æg
- olie (til stegning)
- salt og peber
- 2 spsk mayonnaise
- 2 spsk cremefraiche
- 1 tsk dijonsennep
- 1 tsk karry
- 1 stk syltet agurk
- 1 stk gulerod
- 1/4 stk æble
- 1/4 stk frisk fennikel
- 1 tsk kapers
- citronsaft
- salt og peber
Fremgangsmåde
Skyl og dup fisken tør med et stykke køkkenrulle. Kør hasselnød og havregryn semifint i en minihakker eller kaffekværn. Hæld det over på en tallerken. Slå ægget ud og pisk det sammen. Vend først fiskefileterne i ægget og derefter i den tørre blanding. Krydr med salt og peber og spray eller dryp med lidt olie. Steg dem i ovnen på 180 grader varmluft i 10-15 minutter. Vend dem forsigtigt og steg videre i 5-10 min til de har taget farve.
Rør mayonnaise, cremefraiche, dijonsennep og karry sammen. Smag til med salt, peber og citronsaft. Skær syltet agurk, gulerod og æble i små tern. Snit fennikel fint. Bland det hele sammen. Server på let ristet rugbrød med en citronskive til.