Okay, måske er overskriften lige voldsom nok og passer måske bedre til en provokerende debat i Ekstrabladet, men tro mig, det var virkelig svært at finde en passende overskrift!
Jeg har længe overvejet, om dette var en debat, jeg skulle kaste mig over. Det er så nemt at tolke forkert og skælde ud, men jeg vælger at tro på, at Carrotsticks læsere er fornuftige mennesker, der kan skabe en fornuftig og saglig debat uden at pege fingre eller skamme ud. Det er også svært at skrive et kort, sammenfattet indlæg om et emne, der naturligt berører alle mennesker, da det handler om vores krop og vores udseende. Alligevel vover jeg at kaste mig ud i det, da det er noget, jeg har gjort mig mange tanker om.
Fænomenet ‘#fatkini’
Mine tanker udspringer af en artikel på DR’s hjemmeside fra d. 19/8 (se artiklen: her), hvor journalisten fortæller om overvægtige piger, der lægger billeder af sig selv i bikini ud på Instagram som en hyldest til deres kroppe. Fænomenet kaldes ‘#fatkini’ og er utroligt populært (som jeg ser det) af flere årsager:
– Kvinderne får et legalt forum, hvor de har mulighed for at vise sig frem
– Kvinderne skaber modpol til samfundets besættelse af slankekure og vaskebræt
– Kvinderne viser andre overvægtige kvinder, at det er okay at elske sig selv uanset størrelse. Du skal stå ved dig selv, og vise at skønhed ikke kun er en størrelse 36!
Jeg vil for det første sige, at jeg synes, det er mega fedt, at de sociale medier kan bruges til andet end Candy Crush-anmodninger og videoer af kattekillinger. Ingen tvivl om det! Og der er rigtig meget positivt i disse billedkampagner ført af almindelige mennesker rundt omkring i verden. Desværre har jeg som sundhedsprofessionel også nogle bekymringer i forhold til bevægelser som denne og dermed en form for ‘normalisering’ og accept af overvægt.
For lige at skære det ud i pap er jeg stor fortaler for, at alle skal elske sig selv, og alle skal kunne gå rundt med oprejst pande uden at bekymre sig om, hvad andre tænker. Derimod er jeg bekymret for, om der i halen på denne frigørelse kommer en større accept i forhold til det at være overvægtig, og jeg synes, der er stor forskel på disse to statements. Er du uenig, vil jeg meget gerne høre dit input til debatten i vores kommentarfelt 🙂
Elsk dig selv som den du er
Overskriften er en kliché, men den er saftsuseme vigtig, og for mig at se er #fatkini-bevægelsen (og andre lignende bevægelser som for eksempel burlesque) et opgør mod fat shaming (betydning: overvægtige skal skamme sig over deres vægt og mangel på selvkontrol) og samfundets besættelse af det sunde. Passer man ikke ind i den palæokostindtagende, crossfitdyrkende, nydelsesfornægtende-fordi-jeg-skal-tabe-10-kilo-kategori (overdrivelse fremmer forståelsen), får man hurtigt følelsen af at blive udelukket fra samfundet og normen om det smukke og tiltrækkende.
Her synes jeg, at en bevægelse som denne er fantastisk, da piger, som netop ikke passer ind i ovenstående kategori, bryder med tabuet om, at skønhed kun er et tal på en vægt eller synligheden af dine mavemuskler. De står ved sig selv og indgyder respekt og håb hos andre, der måske går og skjuler maven i store trøjer eller ikke kan lide at gå på stranden om sommeren. Skønhed er andet end kalorierestriktion, kagefornægtelse og langdistanceløb.
I min optik er #fatkini-bevægelsen og lignende bevægelser en fantastisk platform for piger og kvinder, der søger inspiration til at slutte fred med sig selv (eventuelt på vejen mod en sundere livsstil og selvopfattelse) og være glade for den, de er!
Uforudsete konsekvenser?
Der hvor jeg begynder at se problemerne i forhold til fænomener som disse er, hvis vægtskålen tipper til den forkerte side; hvis opgøret mod det sundhedsfikserede bliver så voldsomt, at idealet i stedet bliver den vulominøse kvinde/mand. At så længe du elsker dig selv som du er, gør det ikke noget, at du spiser, som du vil og bliver overvægtig (overvægtig betegnet som: i risikogruppen for livsstilssygdomme).
Der findes så mange overvægtige i verden, og det er klart nemmere at spise, hvad og hvor meget man vil, end at holde styr på hvor meget kage vs. grøntsager man har fået i løbet af ugen, og om man har overholdt Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet.
Når vi skaber et grundlag for, at overvægtige kvinder skal elske sig selv, som de er, tænker jeg, at vi samtidig er i fare for at skabe et grundlag for, at overvægt generelt vil blive accepteret; at det ikke er noget, man behøver kæmpe for at undgå, så længe man elsker sig selv. Måske er min bekymring sat på en spids og uden hold i virkeligheden, men hvad der virker usandsynligt og åndssvagt at bekymre sig om nu, er måske anderledes om 10 år. Tatoveringer er i dag mere normalt end unormalt, men sådan har det ikke altid været. Kropsudsmykninger generelt er i dag langt mere accepteret (selv på arbejdspladser), og hvem siger, at det samme ikke er ved at ske for normalen om kropsstørrelser? Ser du en lettere overvægtig person i dag, tænker du ikke videre over det, selvom den samme person for bare 10 år siden ville få lange blikke efter sig på gaden. I dag er vi vant til blandt andet amerikanernes utroligt store kroppe og derfor virker +20 kg som ingenting; næsten normalt.
Jeg har ikke rigtig nogen konklusion på dette indlæg, da det egentlig bare er de tanker, jeg i et stykke tid har gjort mig omkring overvægt i vores samfund og den måde, vi eksponerer den på. Normaler ændrer sig hele tiden, og selvom der er fokus på sundhed som aldrig før, har der aldrig været så mange overvægtige på verdensplan, som der er nu. Selv lande der aldrig før har haft problemer med livsstilssygdomme som type 2-diabetes og hjerte-karsygdomme begynder at følge med de vestlige tendenser; en udvikling jeg ikke forudser vil bremses på trods af det øgede fokus på sundhed. Jeg tror altid at disse to modpoler vil findes, og om internetbevægelser som #fatkini tipper skålen den ene eller den anden vej, vil jeg lade være op til dig at reflektere over.
Hvad synes du?