Her på Carrotstick bliver vi altid begejstrede, når vi falder over en ny kogebog med ”sunde, lækre og nemme” opskrifter. Alle disse tre statements kan dog diskuteres og defineres forskelligt, alt efter hvilken person du taler med; en fyrreårig lastbilchauffør der aldrig har smagt grønkål er ikke nødvindigvis enig med os i, at grønkålssalatter og grønkålschips er særlig lækkert. Karrierekvinden der sluger den ene nye diæt efter den anden synes sikkert, at vi er alt for useriøse i forhold til, hvad vi kategoriserer som sundt og usundt (selvom ingen fødevarer falder definitivt i hverken den ene eller anden kategori), og den enlige mor til to børn, der arbejder fuldtid, forestiller jeg mig, ruller øjne og sukker dybt, når vores nemme opskrifter er et aftensmadprojekt der umuligt kan overskues, når der samtidig skal laves lektier, vaskes tøj og smøres madpakker.
Egne erfaringer med besværlig kogekunst
Særligt det sidste eksempel kan jeg selv ofte nikke genkendende til. Selvom jeg ingen børn har og for tiden ikke engang et job, kan jeg godt sidde og bladre gennem mine kogebøger med disse tanker i hovedet: ”Det her kan jeg ikke nå at lave, fordi forberedelsen tager minimum en dag”. ”Det her kan jeg ikke lave, eftersom jeg skal bruge tre ingredienser der ikke fås i den by, jeg bor i” og ”hvor mange har lige en lokal grønthandler/et lokalt thaisupermarked?” Og så videre. Når jeg så alligevel får kastet mig ud i et projekt, hører min kæreste ofte disse frustrerede kommentarer fra køkkenet: ”Hvordan f***** har de fået det her til at lykkes?!” ”Det her tager meget længere tid, end jeg havde regnet med. Jeg når jo aldrig at blive færdig til tiden” og ”vi spiser altså først klokken otte.” Når jeg kan have det sådan (jeg der elsker at lave mad og bruge tid i køkkenet), kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan de tusind børnefamilier, unge mennesker, der aldrig har hjulpet til i køkkenet og den enlige skilsmissepart, der altid sneg sig udenom aftensmaden, må have det, når de skal hente deres inspiration fra de tusindvis af kogebøger, der allerede findes og fortsat spyttes ud som var de en kopimaskine på afveje. Det er som om, forfatterne tænker mere på blikfang, interesse og salgstal end på at sætte sig ind i deres målgruppe, eller også tænker de på målgruppen som sig selv, og så er alt jo let og hurtigt at lave, når man selv har fundet på det.
Når selv det nemme ikke er let
I mine øjne er der tre hovedproblemer, når man anskaffer sig kogebøgerne med såkaldt nemme og hurtige opskrifter. For det første er de (oftest) langt fra hverken nemme eller hurtige. Der skal købes ind, snittes og hakkes til den store guldmedalje (hvilket sjældent tager de ti minutter, der står i opskriften), og der skal gang i minimum en pande, to gryder og et par skåle (bor man i en studielejlighed uden opvaskemaskine, er oprydningen et lige så stort projekt som selve madlavningen). Du skal bruge puréer og fond lavet på forhånd, og så skal du også lige have fundet fiskesaucen, sushirullemåtten og den der specialpasta fra helsekosten. Det er nærmest umuligt at handle ind til en opskrift fra en kogebog i et discountsupermarked (det er sikkert ikke rigtigt, men det er min oplevelse, at mange har den opfattelse). Altså er din ’smart-i-en-fart-sushirulle-på-20-minutter’ pludselig ikke særlig smart, hvis den i virkeligheden skal oversættes til ’sushirulle, der kræver en tur til to forskellige supermarkeder og en specialbutik, hvorefter du bruger de tyve minutter på at få styr på alle de ting, du skal bruge, samt på at blive frustreret over, at tiden ikke indbefatter kogning og afkøling af ris, tyve minutter på at snitte og hakke samt en halv time på at få et resultat, der på ingen måde ligner det i bogen, hvorefter du står med en opvask, der ikke kan være i opvaskemaskinen’. Får man tilstrækkeligt mange af disse oplevelser, er det klart, at det kan medføre frustration og afmagt, hvormed lysten til at lave mad mistes. ”Hvis jeg ikke kan finde ud af at lave denne nemme, hurtige ret, hvorfor gider jeg så overhovedet prøve?” Hurtighed og rutine kommer med erfaring og mange timer i køkkenet, men hvis man ikke har en basisviden og mister lysten til at fortsætte på grund af unødvendigt komplicerede opskrifter forklædt som nem hverdagsmad, så kan jeg godt forstå, at take away og convenienceprodukter er blevet så populære, som de er.
Go big or go home
Ud over selve madlavningen, er der en anden stigende tendens i madlavningsverden, der kan få enhver travl arbejds- og husmor til at smide hændere opgivende i vejret: tendensen til, at alt skal være hjemmelavet for at være ”godt nok”; nøddesmør, marmelade, bouillon kogt på rester (så vi undgår madspild), brød, kager og så videre. Det er ikke længere ’tilladt’ at benytte sig af færdiglavede produkter, hvis man vil fremstå som værende miljøbevidst og overskudsagtig. Jeg lyver ikke, når jeg i flere køkkenentutiastgrupper på Facebook ofte ser følgende udvekslinger på folks madbilleder:
”Hvordan har du lavet marmeladen til det der lækre brød?”
”Den er færdigkøbt (indsæt skamfuld emoji her) – men den er økologisk fra (indsæt by) frugtplantage”
”Hvorfor køber du det, når det er så nemt at lave selv?”
Med sådan en form for ’food shaming’ på de sociale medier, er det min oplevelse, at mange tager afstand fra madlavning generelt, fordi det forventes, at man, ud over at svinge sig op i gear til selve madlavningen, også har tid og overskud til at lave alle delkomponenterne, hvilket også afspejles i mange kogebøger. Især er mange sundhedsbøger optagede af dette. Det er en ny franchise, at hvis du vil være rigtig sund, så skal du undgå de onde firmaers ’urene’ og forarbejdede produkter ved at lave alting selv. Til en vis grad kan jeg godt følge tankegangen, men kun hvis overskuddet er til det i hverdagen, så de gode intentioner om sundhed ikke bliver til sundhedsstress.
De gode gamle dage
Det sidste problem jeg ser ved kogebøger, der profilerer sig på nemme opskrifter er, at definitionen på en nem opskrift ikke er, som det var i 40’ernes kogebogstid, hvor en salat kunne lyde således: ”Bræk salaten i stykker. Dryp med en spiseske citronsaft. Servér med mayonnaise.” BUM! En sådan opskrift finder du ikke i dag, da der ikke er nogen penge at tjene på, det folk allerede ved. Alt skal hele tiden være nyt og spændende. Ingen gider købe forskellige eksemplarer af bøger med det samme indhold. Der skal sælges en idé, et tema, en ideologi, hvilket er til stor frustration for dem, der aldrig har lært at lave en lasagne, eller dem der er udbrændt for inspiration efter en 40 timers arbejdsuge.
De gode råd
Har du det på nogen måde ligesom mig, og sidder du nu og tænker: ”Du har ret, men hvad skal jeg så gøre, når min mor heller ikke kan lave mad og mine kære bedsteforældre ikke længere er iblandt os?”, så har jeg herunder samlet nogle råd, du kan starte med.
- Donér dine ubrugbare kogebøger og anskaf dig istedet klassikkere som Frøken Jensens Kogebog, så du kan lære basiskøkkenets opskrifter at kende. Når du kan nogle basisopskrifter, kan du bygge oven på dit repertoire med mere avancerede opskrifter.
- Læs vores serie: Køkkenskills. Her får du råd og vejledning om alt fra den perfekte bøf til essentielt køkkenudstyr.
- Øv dig på samme opskrift flere gange. Perfekt udførelse af en aldrig før prøvet opskrift opleves sjældent. Selv Michelin-kokke bruger lang tid på at gennemprøve og udvikle nye opskrifter, så lad dig ikke slå ud og husk at øvelse virkelig gør mester!
- Eksperimentér. Luk af for alle andres meninger om, hvad du burde gøre i et køkken og prøv dig frem. Hav eventuelt et lager af rugbrød og pålæg i baghånden, hvis det ikke går helt som forventet de første par gange 😉
Held og lykke i dit køkken fremover!
