Du kan lave din egen chokolade helt fra bunden ved at bruge kakaosmør og kokosolie. Ved at lave din chokolade fra bunden, er det muligt at lave et “rent” produkt med mindre sukker og uden tilsætningsstoffer. Så hvis du har lyst til at gøre lige dét ekstra for dig selv, this is it!
Opskriftens smag og ingredienser
Den tørrede mangos konsistens og søde smag passer perfekt til den fyldige smag af mørk chokolade, mens chilien giver et herligt twist. Forholdet mellem kakaosmør og kokosolie kan fint gøres 50/50, eller endda byttes om i forhold til opskriften. Hav dog in mente, at chokoladen bliver blødere og smelter hurtigere, jo mere kokosolie du vælger at bruge.
Kakaosmør og lucumapulver kan fås i helsekostbutikker, og kokosolie kan du efterhånden finde i de fleste velassorterede supermarkeder. Jeg bruger lys agavesirup i chokoladen, fordi den er forholdsvis smagsneutral. Bruger du honning, risikerer du at smagen bliver for dominerende. Hvis du synes, kan du ved tilsmagning godt putte en smule mere sirup i end angivet, men vær opmærksom på, at hvis du får for meget i, kan blandingen ikke emulgere (dvs. blandes ordentligt), hvorfor chokoladen bliver mere klumpet. Sker det alligevel, har det størst betydning for udseendet, smagen er stadig god!
Redskaber og opbevaring
Vær opmærksom på at bruge chokoladeforme eller plastikbokse med “kniv og gaffel”-symbolet, det er især vigtigt, når du har med fedtholdige fødevarer at gøre.
Chokoladen opbevares bedst hverken for varmt eller fugtigt. Får chokoladen fugt, kan overfladen blive grynet og have betydning for spiseoplevelsen. Opbevares chokoladen for varmt, så den færdige chokolades temperatur stiger, eller har den været udsat for temperatursvingninger, skabes hvide pletter på overfladen. De hvide pletter er dog kun af betydning for udseendet.
Opskriften
1 plade chokolade (20x10x1 cm)
Ingredienser
- 100 g kakaosmør
- 50 g kokosolie
- 1,5 dl kakaopulver
- 1,5 dl lucumapulver
- 2-3 spsk agavesirup
- 0,5 tsk flagesalt
- 2-3 dl tørret mango
- 1-2 tsk chilipulver
Fremgangsmåde
Kakaosmør hakkes i mindre stykker og smeltes nænsomt i et vandbad. Dette kan tage et stykke tid. Når kakaosmøren er smeltet tilsættes kokosolie. Brug en saks til at klippe mangostykkerne i mindre bidder.
Bland kakao, lucumapulver og salt i en stor skål. Tilsæt den smeltede kakaosmør og kokosolie til de tørre ingredienser og bland godt. Rør med agavesirup og smag til med salt og chilipulver. Er chokoladen for mørk til din smag, kan du tilsætte mere lucumapulver og eventuelt sirup (vær opmærksom på, at mangoen også er sød). Tilsæt mangostykkerne og hæld chokolademassen i en tupperware eller chokoladeform.
Lad chokoladen størkne på køkkenbordet. Når chokoladen er størknet kan du enten poppe chokoladerne eller chokoladepladen ud og skære den i tern. Opbevares hverken for varmt eller for fugtigt.