Denne lækre æble-gulerodssalat er dejlig sødmefyldt og går godt til mange retter. Den er en opdateret version af den traditionelle æble-gulerodsråkost og den sød-sure og krydrede dressing. Du kan lave æblerne og gulerødderne på mange forskellige måder, men jeg foretrækker at skrælle tynde skiver med enten en kartoffelskræller eller et mandolinjern. Husk at du kan variere salaten efter din smag – tilsæt for eksempel tørrede tranebær, spændende kerner eller din koldpressede yndlings olie.
Prøv også vores spidskålssalat med æble
Opskriften
2 personer
Ingredienser
- 2-3 stk gulerødder
- 1 stk æble
- 1 håndfuld valnødder
- 1 tsk olie
- 0,5 stk citron, saften
- 1 tsk sukker
- 1 knsp salt
- 1 knsp kanel
Fremgangsmåde
Rør citronsaft, sukker, salt, kanel og olie sammen til en dressing i en lille skål. Skyl gulerødder og æble. Lav tynde bånd af gulerødderne med en kartoffelskræller. Fjern kærnehuset fra æblet og eventuelt skrællen, hvis du foretrækker det. Skær æblet i tynde skiver, gerne på et mandolinjern. Overhæld æblerne med dressingen med det samme, så du undgår, at de bliver brune (undgås på grund af citronsaften). Hak valnødderne eller knus dem i mindre stykker. Bland æblerne med gulerødder og drys æblegulerodssalaten med valnødder eller andre af dine favorit kerner.