Lidt for mange weekender med lidt for meget alkohol (og natmad) sætter sig på sidebenene. Det er vi vidst mange der har erfaret.
Grunden til at man tager på af alkohol er, at man nemt kommer til at indtage store mængder kalorier, når de er i flydende form. Man tænker simpelthen ikke over det, da man ikke bliver mæt på samme måde, som når man spiser et måltid mad.
Derudover nedsættes fedtforbrændingen, når man indtager alkohol, så undskyldningen “jeg danser hele natten” går desværre ikke (gør det dog endelig alligevel, da det jo er sundt for sjælen – og musklerne er stadig ømme dagen efter 😉 ). Forbrændingen består af et hieraki der hedder, først forbrændes alkohol (kroppen betragter det som “gift”, og derfor skal det væk først), og derefter kommer kulhydrat, protein og fedt til sidst. Jep, fedtet får lov at vente, og i mellemtiden kan de nå at sætte sig på sidebenene (oh no!).
Der findes alternativer til de klassiske drinks, der er mere hensigtsmæssige. Det kan være en god ide at tænke over, hvad der skal i drinksene. For eksempel indeholder vodka og tequila færre kalorier end rom, og sodavand uden sukker indeholder slet ingen kalorier.
Danskvand er heller ikke tilsat sukker, og er derfor også ideelt til en kalorielet drink. Hvis du synes, at danskvand er lidt for kedeligt kan du også komme lidt limesaft eller saftevand i. Husk at saftevand også kan være light for at spare på kalorierne.
Frugt indeholder naturligt sukker, og det er derfor bedre for dit blodsukker end den slags sukker sodavand indeholder, og derfor kan drinks med frugt være et alternativ.
Hvis du ikke er til ren alkohol, men i stedet vil vælge vin, så er der ingen markant forskel på rødvin, rosevin og hvidvin i mængden af kalorier. Det kan dog variere, men overordnet ligger de alle tre indenfor 70-80 kcal pr. 100 g. Det betyder at et glas vin på ca. 150 ml. vil indeholde lidt over 100 kalorier.
En øl på 33 cl. indeholder cirka 120 kalorier.
Jeg har fundet nogle kendte og mindre kendte drinksopskrifter frem, som kan bruges som alternativ til fx Pina Colada.
MED FRISK FRUGT
Blackberry Sunset
Det skal du bruge:
(2-3 personer)
1 håndfuld solbær
1 dl limejuice
1 dl citronsaft
1 dl agavenektar
3 dl vodka
Mousserende hvidvin
Sådan gør du:
Fordel bærrene i to-tre høje glas. Bland ingredienserne, bortset fra hvidvinen. Fyld glassene halvt med is og fordel væsken. Top af med lidt mousserende hvidvin.
Mai Tai
(Ca. 250 kcal)
Det skal du bruge:
2 cl hvid rom
2 cl brun rom
2 cl Cointreau eller en anden triple sec (appelsin) likør
1 cl grenadine
1 cl mandelsirup
Citronsaft
Frozen Margarita
(Ca. 250 kcal)
Det skal du bruge:
4 cl tequila
1 cl Cointreau
Saften af en lime
Masser af is
Sådan gør du:
Drinken blendes, så det bliver til “slush ice”. Du kan komme sukker eller salt på kanten af glasset, men drinken smager også godt uden.
Cosmopolitan
(Ca. 180 kcal)
Det skal du bruge:
2 dl tranebærjuice
4 cl vodka
2 cl Cointreu
Saft fra 2 limebåde
Mojito
(Ca. 185 kcal)
Det skal du bruge:
Mynte og frisk lime
2 tsk. sukker (eller sukrin)
6 cl lys rom
6 cl danskvand
Knust is
UDEN NOGET TILSAT
Hvis kalorierne skal holdes på et minimum, så kan du vælge at drikke alkoholen on the rocks. Pas dog på med dette, da det ikke er sundt for kroppen at indtage store mængder alkohol på denne måde.
UDEN ALKOHOL
Hvis du ikke drikker alkohol, så kan man nemt bruge opskriften til blackberry sunset eller mojito uden alkohol. Derudover kan du blende frisk frugt og blande det med danskvand.
Et godt råd, en lille løftet pegefinger og så ellers god fest!
Grunden til at man tager på af alkohol er, at man nemt kommer til at indtage store mængder kalorier, når de er i flydende form. Derudover nedsættes fedtforbrændingen når man indtager alkohol, så undskyldningen “jeg danser hele natten” går desværre ikke (gør det dog endelig alligevel, det er sundt for sjælen og musklerne er stadig ømme dagen efter 😉 ). Forbrændingen består af et hieraki der hedder alkohol, kulhydrat, protein og fedt til sidst. Jeg vil også påpege, at der er en sundhedsrisiko ved at indtage store mængder alkohol, og derfor bør man følge sundhedsstyrelsens anbefalinger om max at indtage 5 genstande ved samme lejlighed, og ellers holde sig til 7 genstande om ugen som kvinde og 14 som mand.