Der er adskillige gode grunde til, at hjemmetræning er en kanon måde at opnå sin daglige motion på. Det kan både betale sig økonomisk, kropsligt og på det motiverende plan.
Hvorfor er fysisk aktivitet vigtigt?
Som du nok har hørt et par gange før, så er det vigtigt at bevæge sig regelmæssigt for at opnå en række sundhedsmæssige fordele for dit helbred. Helt grundlæggende vil regelmæssig fysisk aktivitet være med til at forbedre din sundhed, give velvære og kan være med til at øge din livskvalitet. Derudover spiller den fysiske aktivitet en helt central rolle i forebyggelsen af livsstilssygdomme såsom type 2-diabetes og hjertekarsygdom, hvortil det kan være med til at forlænge dine leveår. Ved regelmæssig fysisk aktivitet vil det være yderst optimalt at kombinere styrketræning og konditionstræning, da disse to motionsformer supplerer hinanden fantastisk. Styrketræningen er med til at opretholde din muskelstyrke og dit skelet, mens konditionstræning i form af eksempelvis løb eller cykling som ordet tyder er med til at forbedre din kondition og dit kredsløb, hertil din krops evne til at transportere ilt og næringsstoffer ud til musklerne. Begge motionsformer er med til at øge din forbrænding, hvilket er en fordel for din krop, særligt hvis du ønsker et vægttab.
Ifølge sundhedsstyrelsen bør en voksen person under 65 år være fysisk aktiv minimum 30 minutter om dagen ved moderat eller høj intensitet. Derudover bør du 2 gange om ugen være fysisk aktiv ved høj intensitet i mindst 20 minutter ad gangen for at opretholde eller øge kondition og muskelstyrke. Fysisk aktivitet udover det anbefalede medfører blot yderligere sundhedsmæssige fordele. Jo mere aktivitet, jo bedre!
Hvorfor hjemmetræning?
Er du i tvivl, hvorvidt du skal springe ud i en omgang hjemmetræning eller ej – giver det overhovedet nok at træne hjemme på stuegulvet? Svaret er ja! Der findes adskillige gode grunde til at kaste sig ud i hjemmetræning. Først og fremmest er det gratis, og du kan træne når som helst, det passer dig, uden behov for yderligere planlægning. Derudover er der en række fordele ved at træne med egen kropsvægt. Du stimulerer din balance, stabilitet, kropsholdning, fleksibilitet samt koordinationsevner. Samtidig benytter du hele kroppen til hver træningsøvelse og kan derved se hurtigere resultater, da du bruger andre muskler end dem, der umiddelbart trænes i den konkrete øvelse. Du er i mindre grad udsat for at få skader, der ellers kan opstå ved brug af for tung vægt. Når det så er sagt, kan du sagtens anskaffe dig forskelligt træningsudstyr til en ganske billig pris på diverse hjemmesider og i butikker. Du kan eksempelvis købe en foldbar motionscykel eller en ministepper til dagligdagens konditionstræning, mens et sæt håndvægte og nogle elastikker kan være behjælpelige til at udbygge styrketræningen. Ønsker du yderligere inspiration til hjemmetræningens udstyr, kan du lade dig inspirere af indlægget lige her.
Tips til at komme i gang med hjemmetræning
Det kan virke uoverskueligt og svært at finde på gode, varierende træningsøvelser med fokus på de forskellige muskelgrupper. Her kan du med fordel nedskrive et personligt træningsprogram inddelt i kategorier med fokus på at træne forskellige muskelgrupper. Under hver kategori kan du skrive dine yndlingsøvelser ned – hent gerne inspiration til øvelserne på nettet. Hvis det virker for krævende, kan du helt sikkert også finde nogle gode træningsprogrammer på nettet, som er lavet på forhånd. Træningsvideoer, hvor du følger en person træne, kan gøre det lettere at anskue de eksakte øvelser og følge personens tempo uden videre tænkning.
Hvis du kæmper med motivationen for at få trænet, kan du med fordel lave en træningskalender, hvor du sætter dig nogle mål for, hvor ofte du skal træne samt kontrollere egen træning – det kan føles super motiverende at få sat hak ved overstået træningspas. Du kan ydermere lave træningsaftaler med en ven eller et familiemedlem over facetime, da du på den måde i højere grad er bundet op på at skulle gennemføre træningen sammen med en anden.
Afslutningsvis er det vigtigt at huske på, at alle former for motion er bedre end ingen motion – uanset varighed og valg af aktivitet.
LÆS OGSÅ: Træningsprogram med brug af egen kropsvægt.
SE OGSÅ: 7-minutters træningsprogram til hjemmetræning.