I 100 dage har den amerikanske kunstner og skribent Gina Lorubbio udforsket Danmark gennem mad. Man har kunne følge hele rejsen på hendes Instagram-profil, hvor hun hver eneste dag har delt sin kunst og de maderfaringer, hun har gjort sig i den danske kultur.
The 100 Day Project
Gina Lorubbio er selv fra USA, men er gift med en dansk mand. Efter at have boet i USA sammen i flere år, syntes hun det var på tide at gengælde tjenesten og flytte til Danmark. Dog var denne omvæltning absolut ikke et drømmescenarie – tværtimod. Det føltes mest af alt som at indgå i et tvangsægteskab med Danmark. Kort efter tilflytningen blev Gina dog opmærksom på et globalt kunstprojekt, #The100DayProject, som alle er velkomne til at deltage i helt gratis. Projektet foregår hvert år og går ud på, at deltagerne hver især vælger et givet emne, som man beskæftiger sig med i 100 dage på Instagram under førnævnte hashtag. Efter at være blevet bekendt med dette projekt besluttede Gina sig for at deltage under projektnavnet ”How to Fall in Love with a New Country through Food in 100 Days”, da det var den perfekte mulighed for at lære Danmark at kende. Så i 100 dage lagde Gina billeder op på sin Instagram-profil af håndlavede illustrationer akkompagneret af en lille historie om noget nyt, hun havde lært omkring den danske madkultur. Startskuddet for projektet lød den 3. april 2018 og varede frem til den 11. juli, og i den tid beskæftigede Gina sig med et bredt spektrum af dansk mad lige fra kanelsnegle til lakrids og ikke mindst det uundgåelige rugbrød.
Dansk mad er meget mere end bare kød
The 100 Day Project har ikke kun været et forløb, man har kunne følge på Instagram, det har også været et personligt forløb, der har ændret Ginas syn på den danske madkultur. Før projektets begyndelse var Ginas førstehåndsindtryk af dansk mad: Kød, kød og atter kød. Men gennem forløbet har hun erfaret, at den danske mad kan være meget mere farverig end det, og hun fremhæver glæden ved kogte nye kartofler tilsat smør og persille, det helt særlige ved danske jordbær samt den sødme, der er i forårsløg. ”I learned that Danish food is not homogenous. It’s been influenced by many cultures over time,” siger Gina omkring hendes erfaringer og tilføjer: ”This was important for me to witness as an immigrant – that different cultures can be embraced and become a proud part of another culture.”
The American Heirloom Project
Ginas passion for mad kan også ses på hendes blog The American Heirloom Project, hvor viden og erfaringer om mad forenes med kunst. Hver måned dykker hun ned i en bestemt frugt eller grøntsag for at lære mere om de råvarer, vi til daglig bruger i vores køkken. Eksempelvis har hun skrevet et uddybende indslag om kartofler, hvor hun, udover at dele viden samt egne erfaringer, også nævner forslag til opskrifter, man kan prøve. Gina indsamler alle sine maderfaringer fra forskellige lande, religioner og kulturer og på baggrund af det, udformer hun illustrationer, der kort opsummerer nogle af de bedste maderfaringer, hun har gjort sig, såkaldte food wisdoms. For Gina handler mad nemlig om, hvilke relationer det indgår i med mennesker, med vores kroppe og med landjorden. Gennem mad kan vi lære om kulturer, landskaber, aktuelle problemstillinger og historiske begivenheder. ”I started the American Heirloom Project in order to share the lessons food can teach us, and I do that through art and stories.” For Gina handler det altså om, hvad vi kan lære af mad, og hvordan vi skal dele den viden og berige hinanden med vores erfaringer.
Gennem The 100 Day Project har Gina gjort sig en del food wisdoms i den danske kultur; hun har stiftet bekendtskab med traditioner, vaner og tendenser, hvoraf nogle har været lærerige og berigende og andre har, i udenlandske øjne, blot været underlige. Blandt de mærkeligste food wisdoms nævner Gina danskernes vane med at spise rugbrød hver eneste dag samt tendensen til at bruge lakrids i rigtig meget mad. Den danske fødselsdagstradition med at drikke kakao ligegyldigt hvilken tid på året det er, er også ganske bizar i hendes øjne. Blandt de bedste food wisdoms nævner Gina nogle af de ting, vi i den danske kultur stolt vil betegne som hygge: At spise udenfor (gerne med et lille tæppe, hvis det er køligt), at tænde stearinlys til en afslappende og simpel middag samt det at spise fællesmiddag ved et langbord. Derudover bemærker hun, hvordan det aktiverer byen, at vi må drikke alkohol i offentligheden: ”The fact that people can drink alcohol anywhere truly activates public spaces. It’s beautiful to watch people come outside on nice days and use the city as their living room.”
Er man madelsker, vil jeg klart anbefale, at man tjekker Ginas Instagram-profil ud. Gennem de 100 opslag kan man nyde Ginas flotte og farverige illustrationer, få indblik i hendes maderfaringer samt læse små anekdoter, finde inspiration til madlavningen og få et nyt og sjovt perspektiv på de traditioner og vaner, vi ikke selv tænker over til hverdag.