Da jeg startede med at ville styrketræne, turde jeg ikke melde mig ind i et fitnesscenter, men jeg turde heller ikke købe håndvægte – for hvad nu hvis det ikke var noget for mig sådan noget “vægthalløj”?
Måske kan du nikke genkendende til dette problem.
Men så læs her: Ingen vægte – ingen problemer. Du kan stadig vægttræne.
Håndvægte er dyre. Du kan godt nok få nogle ganske gode og billige nogle i Harald Nyborg, men ellers må du tømme lommerne. Især hvis du vil have flere end én vægt at arbejde med, hvilket er ret smart, når man jo ikke er lige stærk i alle øvelser.
Men det behøver ikke koste dig kassen eller faktisk noget – andet end lidt kreativitet og måske lidt tid.
Hvad kan man gøre i stedet?
Jo, for eksempel er der den klassiske med at bruge vandflasker som håndvægte. De kan dog være lidt svære at holde fast i med svedige hænder, så gå efter fleksible flasker. Skal det være lidt tungere, kan du fylde flaskerne med sand, og hvis det ikke er nok, så gør sandet vådt. Pas dog på at det ikke begynder at mugne eller lignende. Med flaskerne kan du nemt træne arme ved at lave øvelser som bicep curl, tricep extensions eller shoulder press, men du kan også bruge dem til at give modstand ved maveøvelser. Prøv for eksempel russian twist med “håndvægte”.
Men hvad så med bentræning?
Stadig intet problem.
Lav for eksempel squats og lunges med en rygsæk fyldt med bøger. Du kan selv bestemme, hvor tung den skal være. Store bøger virker bedst, da de ikke “skvulper” så meget rundt i tasken.
Hvis du har rammer med øl eller lignende, er de også geniale at bruge. Du kan eventuelt lade, som om de er en vægtstang og lave bænk press (på gulvet), overhead presses (sørg for at du har godt fat, så den ikke falder ned i hovedet på dig) eller dødløft – bare for at nævne nogle få. Hvis du ikke har en ramme, kan du også bruge rygsækken her.
Det er selvfølgelig svært at efterligne maskinerne i fitnesscenteret, men det behøver overhovedet ikke påvirke din styrke, måske snarere tværtimod. Når du træner med frie vægte eller hjemmelavede vægte i vores tilfælde, så bruger du også dine muskler til at holde balancen, hvilket giver mere end kun at træne den muskel, maskinen arbejder med.
Så med få almindelige ting, din egen kropsvægt og et par gode sko, er dit hjemmegym komplet. Så gælder det bare om at finde fede øvelser at lave. Du kan eventuelt kigge i øvelsesarkivet her. De har et kæmpe udvalg af alle mulige forskellige øvelser.
God fornøjelse