Vi ved alle sammen godt, at vi skal spise fisk oftere, men desværre er vi sjældent gode nok til at gøre det. Jeg selv er bestemt ikke en undtagelse, så derfor vil jeg gerne inspirere til en nem og let frokostret – karrysild…
Karrysild forbinder jeg selv med jule- eller frokostbordet, men denne variation af den klassiske karrysild vil du sagtens kunne spise hele året rundt – det lover jeg 😉
Interesseret i flere glutenfrie opskrifter? Du kan finde vores glutenfri opskriftsamling i vores app under “kostplaner”.
Opskriften
8 personer eller cirka 400 g
Forberedelse: 10 min. / Tilberedning: 0 min. / I alt: 10 min.
Ingredienser
- 2 æbler
- 3 forårsløg (eller almindelig løg)
- 2 tsk kapers (kan udelades)
- 2,5 dl græsk yoghurt (eller alm. yogurt)
- 5 spsk karry
- 0,5 dl mayonnaise
- 1-2 lime
- salt
- peber
- 300 g marinerede sild
Fremgangsmåde
Start med at rengøre æblerne, og skær dem i små tern.
Vask derefter to forårsløg, og skær dem i små stykker.
Vend æbler, forårsløg og kapers med græsk yoghurt.
Tilsæt karry, mayonnaise og lime.
Smag til med salt og peber.
Når dressingen smager efter din smag, vendes sild i mundrette stykker i dressingen.
Server for eksempel på groft brød med forårsløg og lime på toppen.
Hvis du gerne vil have mere inspiration til nemme måder at få mere fisk, så prøv også fiskefilet med fennikelremoulade eller sunde hjemmelavede fiskefrikadeller.