I mit madunivers er det utrolig vigtigt, at der er knald på farverne, da vi også spiser med øjnene. De her rustikke rødder er supernemme at lave og utrolig dekorative som tilbehør.
Gulerødder er rige på carotenoider, som er det, vi i daglig tale kalder antioxidanter, og så har de et forholdsvist højt indhold af kostfibre, som er gavnlige for vores fordøjelse og mæthedsfornemmelse.
De forskelligt farvede rødder har jeg købt i Rema1000, hvor de ligger som løsvægt og tilmed i økologisk udgave. Kan du ikke få fat på disse smukke rødder, så smager det også skønt med en blanding af pastinak, persillerod, gulerod og rødbede.
Jeg bruger frisk timian i opskriften, men du kan sagtens bruge tørret timian eller en helt anden frisk eller tørret krydderurt, for eksempel rosmarin.
Opskriften
2 pers
Ingredienser
- 8 stk gulerødder i forskellig farve
- 1 spsk olie
- 1 spsk honning
- 5 stilk frisk timian
- salt
- peber
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 200 grader. Skræl gulerødderne og halvér dem på langs. Læg dem på en bageplade med bagepapir, hæld lidt olie på og dryp lidt honning over. Fjern timianbladene fra stilken og drys over sammen med salt og peber. Bag i ovnen ved 200 grader i cirka 30 min.