Den her suppe smager simpelthen intet mindre end fantastisk! Den er cremet og mild, men med masser af smag, og så mætter den godt. De fleste af grøntsagerne er lige nu i sæson, hvilket betyder at der blandt andet er mere smag i, de indeholder flere vitaminer, de er friskere, har en mindre miljøbelastning og prisen er lavere.
Suppe er en rigtig god måde at få tømt sit køleskab på og dermed undgå madspild, hvis man har lidt forskellige rester af grøntsager, der er blevet lidt halvkedelige. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og jeg har endnu ikke smagt en suppe, lavet på hvad jeg lige havde liggende, der ikke blev god.
Vi kan også anbefale vores kartoffelsuppe med timian, veganske broccolisuppe med knas, jordskokkesuppe, pastinaksuppe med hvidløg og ingefær eller vores cremede græskarsuppe 🙂
Opskriften
4 personer
Forberedelse: 50 min. / Tilberedning: 30 min. / I alt: 80 min.
Ingredienser
- 2 porrer
- 2 stk chilier
- 2 stk pastinakker
- 2 stk æbler
- 1 kg kartofler
- 1/4 stk knoldselleri
- 1 spsk olie
- 2 stk grøntsagsbouillon terning
- 1 L vand
- 5 stk friske timiankviste
- 2 dl fløde
- salt og peber
- 4 spsk græskarkerner
- 1 pakke karse
- 1 stk groft flute
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Skær porrerne i skiver og hak chilierne fint. Svits det et par minutter i lidt olie i en gryde. Rens knoldselleri, pastinak og kartofler og skær ud i små tern. Skær æblerne med skræl i tern. Læg det hele op i gryden til porrer og chili og svits yderligere 5 minutter. Tilsæt vand, bouillon og timiankviste og lad det simre 30 minutter under løg. Rør et par gange undervejs. Tag timiankvistene op og blend suppen med en stavblender i gryden. Tilsæt fløden og kog op. Smag til med salt og peber. Rist græskarkernerne på en tør pande og tilsæt lidt salt undervejs. Servér suppen med græskarkerner og et stykke lækkert flute.
Hvis du er fan af nemme retter hvor du får tømt køleskabet ud! Så tjek disse opskrifter på vores hjemmeside : Rødkåls morgengrød med bær, Buddha bowl eller vores chili sin carne.