Foråret er kommet, og det er ved at være tid til at vise den vinterblege hud frem. I forbindelse med mit arbejde som helsevejleder har jeg oplevet stigende interesse og spørgsmål omkring to gener, som de fleste kender til: appelsinhud og strækmærker. Hvordan pokker slipper man af med det? (Og helst før det rigtigt bliver sommer).
Desværre er det næsten umuligt at blive helt fri for strækmærker og appelsinhud, når først man har fået det. Til gengæld er der masser af midler, der kan hjælpe med at forebygge og mindske forekomsten af begge ting.
Lad os lige starte med at skelne mellem de to tilstande som størstedelen af os på et tidspunkt kommer til at stifte bekendtskab med, og som for nogle kan være generende.
Strækmærker
Strækmærker opstår, når huden udvides mere, end hvad dens elasticitet kan klare. Herved slår huden ”revner” , som danner de her irriterende hvide streger (der i starten er røde). Graviditet eller vægtøgning er derfor en af de hyppigste årsager til strækmærker, men hormonelle faktorer, som finder sted i puberteten eller ved brug af p-piller kan også have indflydelse.
Strækmærker er meget svære at undgå, men kan til dels forebygges og lindres ved motion og masser af fugt til huden både indefra og udefra. Hudpleje alene kan desværre ikke få strækmærker til at forsvinde, men der findes efterhånden nogle kosmetiske behandlinger såsom laser, der kan mindske synligheden.
Appelsinhud (cellulite)
Appelsinhud, også kendt som ”blævrehud”, skyldes ophobning af fedtceller lige under overhuden, hvilket får huden til at se bulet hud. Appelsinhud opstår stort set altid omkring baglårene og ballerne.
Selvom appelsinhud er anderledes end strækmærker er nogle af årsagerne de samme: appelsinhud kan nemlig også skyldes både hormoner, genetik, kosten, og dehydrering. Desværre er det ligesom med strækmærker også meget svært at fjerne appelsinhud, når det først er opstået. Dog er nye laserteknologier undervejs.
Råd til at forebyggelse og mindske strækmærker og appelsinhud.
Sørg for at:
- Drikke rigeligt med vand.
- Undgå for meget sukker og ”dårligt” fedt fra forarbejdet mad.
- Motioner!
- Drop rygningen og skær ned på alkoholen.
- Sæt gang i blodcirkulationen i huden ved hjælp af massage. Brug eventuelt massagebolde eller en foamroller.
- Brug naturlige fugtgivende og stimulerende lotions og planteolier. For eksempel virker planteekstrakter fra birk og rød pil sammentrækkende og stimulerende. Mange naturlige og økologiske hudplejemærker har efterhånden en form for lotion eller olie rettet mod appelsinhud og strækmærker. Af mærker kan nævnes Green People, Weleda, Mádara og Anjo.
Kilder: mayoclinic.org, nlm.nig.gov