”Hvad søren er nu NSAID?” Tænker du. NSAID er en overordnet betegnelse for en bestemt form for smertestillende medicin, som ny forskning har skabt spændende og meget relevante resultater om. Læs med her hvordan NSAID har indvirkning på din krop.
Vores muskler er forbundet til vores knogler via sener, og disse styrkes ved træning, lige så vel som musklerne og knoglerne. Senevævet har en forøget nydannelse efter et træningspas, og bliver derved kraftigere og stærkere, når det udsættes for belastning. Skader på senerne er desværre almindelige, både for elitesportsfolk og motionister. Vores sener heler langsommere end brud på knogler og muskler, på grund af dårlig blodgennemstrømning igennem senevævet. Det kan tage op til 9 måneder før en ruptureret sene er helet op, så der er god grund til at passe godt på senerne, der i forvejen udsættes for store belastninger dagligt.
For at bevare vores sener i langt tid, er det væsentligt at være påpasselig med brugen af smertestillende medicin indeholdende NSAID. NSAID står for Non-Steroid Anti Inflammatoric Drug, som betegner smertestillende medicin med anti-inflammatoriskeffekt. Det vil sige, at den dæmper kroppens inflammatoriske reaktion på en vævsskade. Denne form for smertestillende er mange gange førstevalget efter en sportsskade, men den hæmmer desværre den genopbygning af senevævet, som sker efter træning, hvilket gør midlet uhensigtsmæssigt i kombination med træning.
Nyere forskning viser tilmed at NSAID kan hæmme kroppens generelle evne til at hele skader grundet hæmningen af den helende inflammationsproces. Det er derfor en god idé at undersøge produkterne for indholdet af NSAID, og selvfølgelig også altid en god idé at tage en snak med din læge om dine behov.
Ydermere skal kvinder passe særligt på med brugen af NSAID, idet kvinders senevæv i forvejen responderer dårligere på træning sammenlignet med mænd. De kvindelige sener opbygges ikke nær så godt efter træning, hvilket man mener har en sammenhæng med Østrogen-produktionen.
Der er selvfølgelig mange andre gode ting, du kan gøre for din krops sener. Sørg for at få godt med C-vitaminer og undgå overtræning, hvor der er risiko for mange små rupturer (bristninger) på senevævet, der ikke heler ordentligt op inden næste træning. Lyt til din krop, og giv den ro hvis den beklager sig.
Denne artikel har fokus på NSAID, så hvis du bekymrer dig om andre former for smertestillende medicin i forhold til din træning, eller dit helbred generelt, så tøv aldrig med at snakke med din læge.