Disse veganske forårsruller smager herligt! I stedet for tofu kan du enten undlade det eller erstatte det med rejer eller noget andet spændende. Tofuen kræver nemlig nogle ingredienser, som du måske ikke lige har stående i skabet, nemlig risvinseddike og sesamolie. MEN det er det hele værd, hvis du gerne vil spise mindre kød – for smagen i tofuen er fremragende, når den får den kærlige behandling med soyasauce, hvidløg, sirup, risvinseddike og sesamolie – MUMS!
Opskriften
8 forårsruller (8 stykker rispapir)
Tofu
- 200 g tofu (presset for væde)
- 4 spsk sesamolie
- 1 spsk soyasauce
- 2 fed hvidløg
- 1-2 tsk ahornsirup (eller anden sirup/honning)
- 1-2 tsk risvinseddike
Fyld
- 30 g frisk spinat
- 1 stk stor gulerod skåret i tynde stave "tændstikker"
- 70 g kål fx rødkål
- 1 håndfuld krydderurter (fx mynte og koriander)
- 50 g risnudler (gerne ris vermicelli/glasnudler)
Dip
- 100 g crunchy peanut butter
- 1 spsk soyasauce
- 2 stk cm ingefær
- 3 dl vand (cirka)
- stk evt. lidt salt
- stk evt. lidt chillisauce
Fremgangsmåde
Tofu
Pisk sesamolie, soyasauce, hvidløg, maple sirup og risvinseddike sammen i en skål, hvor tofuen også kan ligge. Smag til med lidt salt.
Pres tofuen/tofu-stykkerne let ned i marinaden.
Lad det marinere i 30 minutter – efter de første 15 minutter er gået, vendes tofuen om og pres den tidligere øverste side ned i marinaden.
Varm ovnen til 200 grader.
Når de 30 minutter er gået, beklædes en lille tærteform (hvor tofuen/tofu-stykkerne kan være i!) med bagepapir. Stil tærteformen på en bageplade og kom tofuen i tærteformen – hæld den resterende marinade over.
Bag i 20 minutter.
Stil derefter til afkøling. Skær tofuen ud i 8 aflange “bjælker”.
Dip
Imens tofuen står og marinerer kan du gå i gang med dippen.
Kom peanut butteren op i en skål og rør soyasauce og ingefær ud i.
Rør derefter vandet i – gerne i nogle etaper, så kan du selv bestemme hvor tyk dippen skal være.
Jeg kan godt lidt den medium-tyk.
Hvis du gerne vil have salt/chilisauce i, så rør det i nu. Smag ikke for meget til endnu, da dippen skal stå og trække indtil, forårsrullerne er klar.
Fyld
Kom risnudlerne op i en mellemstor skål og hæld kogene vand over. Læg et låg/tallerken ovenpå skålen og lad det stå og trække i 5 minutter. Hæld vandet fra.
Kog derefter 1 liter vand og hæld det kogende vand op i skålen (du kan selvfølgelig også prøve at fiske nudlerne op med en gaffel og på den måde genbruge vandet). Hæld koldt vand op indtil vandet opnår en fingervarm temperatur.
Kom et stykke rispapir i vandet ad gangen.
Når rispapiret i vandet er blevet blødt og medgøreligt tages det op og lægges på en tallerken. Imens kommes det næste stykke rispapir i vandet – på den måde har du hele tiden et stykke rispapir klar!
Fordel 1/8 af alle grøntsagerne, risnudlerne og krydderurterne og et stykke tofu på midten af rispapiret. Det må gerne være lidt tættere på dig end selve midten. Læg gerne spinat i bunden, da det beskytter mod de lidt hårdere grøntsager som gulerødderne.
Læg den venstre og højre side ind på midten – ikke for stramt, men heller ikke for slapt.
Tag rispapiret mod dig og læg det hele vejen over mod den modsatte side af rispapiret – fold det fast (men igen, ikke for fast) til en rulle.
Kom den vietnamesiske forårsrulle på et serveringsfad og fortsæt med de resterende 7.
Drys til sidst nogle ristede sesamfrø over rullerne.
Inden du serverer, kan du jo lige tjekke, om peanut butter dippen smager – ellers kan du smage den til.