Den japanske nudelsuppe ramen, er ikke en helt almindelig nuddelsuppe; suppen er nemlig bygget op omkring svine-, eller kyllingben, som står og simrer i mange timer, og giver suppen en helt speciel smag. Et andet kendetegn ved ramen er, at der altid er et kogt æg i samt hele stykker kød.
Vegansk ramen er måske ikke en helt ægte ramen, men den smager stort set ligeså godt, og så er den både nemmere og hurtigere at lave. Suppen er derudover også glutenfri, hvis du vælger glasnudler i stedet for almindelige ramennudler. Hvis du vil have ekstra protein i retten, og du ikke er veganer, kan du også sagtens komme et æg i.
Se også vores glutenfri opskriftsamling i vores app under “kostplaner”.
Opskriften
2 personer
Forberedelse: 15 min. / Tilberedning: 60 min. / I alt: 75 min.
Ingredienser
- 2 stk fede hvidløg
- 1 stk løg
- 100 g champignon
- 2 -3 stk forårsløg
- 1/2 tsk ingefærpulver
- 1 spsk tamari
- 1-2 spsk grøntsagsboullion
- 1/2 - 1 L vand
- 100 g ramen nudler eller glasnudler
- 100-150 g silketofu
- 1 tsk misokrydderi
- olivenolie eller kokosolie
- salt og peber
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Svits løgene i en gryde med olie. Kom derefter hvidløg, champignon, forårsløg, ingefær og tamari i.
Kom ½-1 liter kogende vand i gryden og tilsæt boullion. Lad eventuelt blandingen stå en times tid, for at få mere smag.
Dræn tofuen for væde, skær den i firkanter og svits den i lidt olie på en pande og tilsæt evt. misokrydderi.
Sluk for panden og sæt tofuen væk, når den er blevet gyldenbrun. Kom nudlerne i gryden og kog nogle minutter.
Smag til med salt og peber.
Kom til sidst tofuen i og så er der serveret!