Disse spinatboller smager himmelsk og er nemme at lave.
Du kan eventuelt fryse spinatbollerne ned. På den måde bliver det nemt og hurtigt at lave en lækker madpakke, selv på de dage hvor du ikke har det største overskud. Samtidig kan en omgang spinatboller række over en længere periode, når man ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt de når at blive tørre og kedelige, inden man får spist dem alle sammen. Vi bruger bollerne som ”reserve” til madpakken, hvis der ikke bliver rester fra aftensmaden, eller hvis der ikke er noget spændende i køleskabet.
Bollerne er nemme at tø op. Vi plejer at give dem et minut eller to i mikrobølgeovnen – så de kan skæres over. Herefter får de en tur på brødristeren, og så er de ellers klar til at lægge i madpakken.
Prøv dem med salat, avocado og mozzarella. Det smager fantastisk og kan varmt anbefales!
Opskriften
12 stk.
Ingredienser
- 50 g gær
- 5 dl lunkent vand
- 100 g frossen spinat
- 50 g græskarkerner
- 2 tsk sukker
- 2 tsk salt
- 2 dl skyr (eller et andet syrnet mælkepodukt)
- 350 g fuldkornsspeltmel (eller andet fuldkornsmel)
- 550 g hvedemel
- 1 æg
Fremgangsmåde
Opløs gæren i lunkent vand.
Hak spinaten (er nemmest hvis det ikke er helt frossent) og kom det i gærblandingen.*
Hak græskarkernerne og kom også disse i gærblandingen.
Tilsæt skyr, sukker, salt og fuldkornsspeltmel – bland godt.
Tilsæt hvedemelet (lidt ad gangen) og ælt.
Lad dejen hæve i cirka 30 minutter.
Del dejen i cirka 12 lige store stykker og form dem til flade boller. Fordel bollerne på to bageplader og lad dem efterhæve i cirka 30 minutter.
Pensl dem herefter med æg og bag dem ved 200 grader i cirka 15-20 minutter. Hvis du sætter de to bageplader i ovnen samtidig, så husk at bytte rundt på dem undervejs, så bollerne bliver bagt jævnt.
*Hvis der er meget væde ved spinaten, er det en god idé at hælde noget af det fra, så dejen ikke bliver alt for klistret. Alternativt kan frisk spinat selvfølgelig også bruges!
Hvor mange kcal er der i pr bolle?
Hej Stephanie,
Vi har desværre ikke kalorieudregninger på denne opskrift. Vi tænker ikke så meget kalorier, men mere god nærende mad 🙂
Hilsen Cecilie