Lange solrige sommeraftener med hvidvin på altanen, timer på stranden med en is i hånden og grill med gode venner i den nærliggende park. Lyder det som den perfekte sommer? Ja, ikke? Men sommerens mange hyggestunder har også sine konsekvenser – konsekvenser, som ofte først ses, når dagene igen er korte og solen for længst har gemt sig væk.
De mange ekstra kalorier i form af is, grillmad, vin og læskedrikke forsvinder ikke ved sommerens afslutning, men sætter sig derimod på sidebenene, og resulterer i ekstra kilo. Men er det overhovedet muligt at komme igennem sommermånederne uden at få lidt ekstra sul på kroppen? Svaret er ja, og herunder kommer der nogle gode råd til, hvordan det kan lade sig gøre.
Alkohol
Det er svært at komme udenom alkohol ved sommerens mange arrangementer. Øl med vennerne i parken, hvidvin på altanen og drinks i byen hører alt sammen sommeren til. Men alkohol indeholder desværre rigtig mange kalorier, derfor kan det være en god idé at være opmærksom på sit alkoholindtag i løbet af sommeren. Herunder kommer et par gode råd:
– Drik vand til: Drik et glas vand mellem hvert glas alkohol. På den måde sikrer du, at du ikke dehydrerer. Samtidig bliver det også lettere for kroppen at skille sig af med giftstofferne.
– Vælg vin eller øl: Hvidvin indeholder ca. 90 kcal pr. glas og øl indeholder ca. 130 kcal pr. flaske. Det lyder af meget, men i forhold til sukkersøde drinks er det ingenting. En mojito indeholder ca. 240 kcal og en daiquiry indeholder ca. 220 kcal. Det er altså en god idé at holde sig til vin eller øl, hvis man vil spare på kalorierne.
– Sæt en grænse: Det er lettere at sige nej, hvis du på forhånd har sat en grænse for, hvor mange genstande du må drikke. På den måde slipper du for voldsomme tømmermænd dagen efter, og du sparer en masse kalorier.
Grill
Sommeren byder helt sikkert på en grillaften eller ti. Hotdogs, store bøffer og kartoffelsalat med masser af mayonnaise fylder ofte på tallerkenen, når disse aftener indtræder. Men selvom det smager godt, kan vi hurtigt blive enige om, at det ikke er den optimale kost, hvis man vil holde den slanke linje. Hermed et par gode råd til en sundere grillaften:
– Spis grønt: Grøntsager er sunde, det ved vi alle sammen. Derfor skal grøntsager selvfølgelig være en del af ethvert måltid, også selvom det er grillaften. Grøntsager kan sagtens grilles. Lav et spyd af tomater, squash, champignon, peberfrugt med mere – det er kun fantasien, der sætter grænser. På den måde får du en masse vitaminer og mineraler, samtidig med, at du spiser mindre af de mere kalorieholdige fødevarer.
– Spar på fedtet: Kød er rigt på proteiner, og det mætter derfor godt. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at vælge kød med lavt fedtindhold. Desuden kan du spare en del kalorier ved at skære fedtkanten fra kødet.
– Prioriter: Det kan være fristende at skulle smage på alt, hvad der er på bordet, men det løber hurtigt op i mange kalorier, hvis du både spiser en stor bøf og kører en hotdog ned bagefter. Derfor kan det være en god idé at vælge, hvad du har mest lyst til, og gemme det andet til næste gang.
Strandtur
Når temperaturen sniger sig op over de 25 grader, skal dagene tilbringes ved stranden. Hertil hører sig gerne is, læskedrikke og salte chips – helst i rigelige mængder. Disse fødevarer indeholder dog en masse kalorier, samtidig med, at de laver store udsving i vores blodsukker, som medfører, at sulten melder sig igen kort tid efter. Her er derfor et par gode råd til et mere stabilt blodsukker og lavere kalorieindtag under strandturen:
– Vælg sodavandsis: Hvis du får lyst til is, men samtidig vil spare på kalorierne, kan det være en god idé at vælge sodavandsis. Sodavandsis indeholder selvfølgelig en del sukker, men i forhold til flødeis er de rimelig kalorielette, da de ikke indeholder ligeså meget fedt.
– Pak en madpakke: Når sulten melder sig, kan det være fristende at kaste sig over is eller hotdogs fra den nærmeste pølsevogn. Ved at være på forkant, kan du dog nemt komme dette problem til livs. Pak en køletaske hjemmefra. Smør nogle gode sandwiches, skræl nogle gulerødder og skær en masse frugt i mundrette stykker. Hvis du har et stort behov for at få noget salt i varmen, så tag lidt salte nødder med – men husk, at du kun må spise 30 gram.
– Vand med smag: Når det er varmt, har vi brug for endnu mere væske end normalt. Sodavand og juice indeholder dog rigtig mange kalorier, det er derfor en god idé at drikke vand i stedet. Hører du til én af dem, der synes, at vand er noget af det mest kedelige, kan du med fordel tilføje smag i form af mynte, agurk eller citron. Lav en flaske vand og skær nogle skiver af citron eller agurk, eller kom et par mynteblade i. På den måde får vandet en dejlig frisk smag, og minder måske en smule om en kølende læskedrik.
Med disse råd burde det være muligt at holde sig både sund og slank på trods af sommerens mange fristelser. Men husk, at det hele handler om balance, ikke om askese. Hvis man spiser en sund kost, der følger de otte kostråd, er der både plads til en is, et glas vin og en kæmpe hotdog engang imellem. Og husk, at sommeren også byder på en masse sundhed i form af; friske bær, lange gåture, frisk luft og svømmeture i havet.
God sommer!