Elsker du også et sundt, stærkt, opfriskende ingefærshot om morgenen eller om eftermiddagen? Det er nemt at lave det selv, uden du behøver at investere i en juicemaskine eller bruge tid på at koge det. Og så er det meget billigere end at købe sig til dem.
Opskriften her kan varieres, så hvis du synes det er for stærkt, så hæld mere vand/juice i. Du kan også blende isterninger med for at få det køligt eller bruge isterninger til servering. Hvis du bruger vand og du vil have det sødt, kan du eksempelvis bruge sirup eller andet.
Hvis din ingefær har mugpletter, kan disse bare skæres af (ligesom med faste oste). Der går ikke usynlige tråde ind i ingefær, som der gør med rugbrød og syltetøj.
Du kan bruge et syltetøjsglas til at opbevare det i køleskabet. Det kan holde indtil det smager gæret (alkohol-agtigt). Det er ikke farligt at drikke det når det er gæret, det smager bare ikke så godt.
Der kommer bundfald, som er helt naturligt, så du kan bare lige ryste glasset inden du drikker det.
Opskriften
1 person (til et par uger)
Forberedelse: 10 min. / Tilberedning: 0 min. / I alt: 10 min.
Ingredienser
- 50 g ingefær
- 0,5 L vand/juice
Fremgangsmåde
Skær eventuelt det værste af skrællen på ingefæren. Put det i blenderen med vand/juice (og evt. isterninger) og si det bagefter. Holder 1-2 uger på køl.
Velbekomme 🙂