Denne banankage er super nem at lave, og den smager dejligt. Den indeholder kun ‘almindelige’ ingredienser, som man ofte har derhjemme eller kan få i ethvert supermarked.
Hvis den skal være kagesød, så brug den andel sukker, der er indskrevet i opskriften. Ønsker du i stedet at bruge den som morgenmad eller mellemmåltid, kan du blot undlade at putte sukkeret i, da bananen i sig selv giver en fin naturlig sødme.
Ønsker du at gøre banankagen mere blodsukkervenlig, f.eks. hvis du har PCO(S), kan du benytte sukkererstatning (f.eks. det naturlige Sukrin (reklamelink)) og skifte havregryn samt mel ud med mandelmel (eller malede mandler). I stedet for vaniljesukker kan du bruge ren vanilje, og så sørge for at chokoladen har et kakaoindhold på minimum 70% eller bruge sukkerfri chokolade.
Bon appetit 🙂
Mangler du inspiration til sunde desserter eller vil du måske tabe dig? Hent vores gratis kostplan
Opskriften
12-14 stykker
Forberedelse: 20 min. / Tilberedning: 30 min. / I alt: 50 min.
Ingredienser
- 4 modne bananer
- 3 dl havregryn (grove/fine)
- 1 dl valgfri mel
- 3 spsk kokosolie/smør
- 4 æg
- 1 tsk vaniljesukker med top (kan undlades)
- 50 g mørk chokolade
- 3 spsk sukker (kan undlades)
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Tænd din ovn på 200 grader.
Mos bananerne i en skål med en gaffel, smelt fedtstoffet i mikroen/ovnen eller en gryde og bland det hele sammen med resten af igredienserne (vent med chokoladen).
Hak chokoladen groft og bland den i dejen.
Hæld dejen i en silikoneform eller smurt form (eksempelvis rugbrødsform), så kagen bliver max 5 cm høj.
Bag den i cirka 25-30 minutter, til den er gylden.
Er det sådan en “guilt free” kage, som man sådanset bare kan sammenligne med et goft bröd eller hvordan? Det ser i hvertfald sådan ud med opskriften 🙂
NÆSTEN, ja 😉
Jeg synes ikke at det er skrevet hvornår mel og æg skal puttes i dejen?
Hej!
Jeg har lige opdateret fremgangsmåden, så det fremgår lidt tydeligere 🙂
Mange hilsner
Marie
Jeg puttede mandelsplitter i og kagen blev så god.
Lækker kage, men mit spørgsmål går mere på, hvor er tallerknerne og fadet på billedet fra? 🙂
Venlig hilsen,
Hej Ida
Det er bare så fint 😉 Den grå tallerken er fra Chic Antique og fadet og den lille skål er fra Bungalow.
Mange hilsner
Marie
Virkelig lækker kage, har eksperimenteret lidt og Sys den bliver bedst med 3 dl havre klid og 1 dl pofiber og 2 tsk vanillesukker m. Top. Og så er der jo også endu flere fibre i
Skønt! Tak for tip 🙂