Denne banankage er super nem at lave, og den smager dejligt. Den indeholder kun ‘almindelige’ ingredienser, som man ofte har derhjemme eller kan få i ethvert supermarked.
Hvis den skal være kagesød, så brug den andel sukker, der er indskrevet i opskriften. Ønsker du i stedet at bruge den som morgenmad eller mellemmåltid, kan du blot undlade at putte sukkeret i, da bananen i sig selv giver en fin naturlig sødme.
Ønsker du at gøre banankagen mere blodsukkervenlig, f.eks. hvis du har PCO(S), kan du benytte sukkererstatning (f.eks. det naturlige Sukrin (reklamelink)) og skifte havregryn samt mel ud med mandelmel (eller malede mandler). I stedet for vaniljesukker kan du bruge ren vanilje, og så sørge for at chokoladen har et kakaoindhold på minimum 70% eller bruge sukkerfri chokolade.
Bon appetit 🙂
Mangler du inspiration til sunde desserter eller vil du måske tabe dig? Hent vores gratis kostplan
Opskriften
12-14 stykker
Forberedelse: 20 min. / Tilberedning: 30 min. / I alt: 50 min.
Ingredienser
- 4 modne bananer
- 3 dl havregryn (grove/fine)
- 1 dl valgfri mel
- 3 spsk kokosolie/smør
- 4 æg
- 1 tsk vaniljesukker med top (kan undlades)
- 50 g mørk chokolade
- 3 spsk sukker (kan undlades)
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Tænd din ovn på 200 grader.
Mos bananerne i en skål med en gaffel, smelt fedtstoffet i mikroen/ovnen eller en gryde og bland det hele sammen med resten af igredienserne (vent med chokoladen).
Hak chokoladen groft og bland den i dejen.
Hæld dejen i en silikoneform eller smurt form (eksempelvis rugbrødsform), så kagen bliver max 5 cm høj.
Bag den i cirka 25-30 minutter, til den er gylden.
Hold nu op, det var en tør omgang!
Øv, det er jeg ked af at høre! Det er faktisk en af vores mest populære opskrifter 🙂 Jeg vil anbefale, at du bruger mere banan (husk at de gerne skal være meget modne) – eller putter en klat skyr/yogurt i, hvis du beslutter dig for at lave den igen en anden gang.
Mange hilsner, Marie
Den er mega lækker og bestemt ikke sidste gang jeg har bagt den.
Hej Anette
Det er bare skønt at høre 🙂 Jeg er også selv vild med den!
Mange hilsner
Marie Klee
Hej – jeg tåler ikke gluten, hvilken mel skal jeg så bruge??
Hej Jette.
Du kan erstatte melet med glutenfri havregryn, mandelmel, quinoamel, rismel, eller hvad du lige har af glutenfri alternativer 🙂
God fornøjelse!
Mange hilsner
Marie Klee
Skal der slet ingen hævemiddel i?
Hej Maria
Nej, det er ikke nødvendigt 🙂
Mange hilsner
Marie
Æg er et hævemiddel
Rigtig god opskrift! Det er en super god måde at få brugt de bananer, som er ved at være lidt kedelige på. Samtidig får man stillet den søde sukkertrang og får lidt næring samtidig. Jeg er fan 🙂
Hej Maria
Det har du helt ret i! Og dejligt du kan lide opskriften – jeg er også mega fan! 🙂
Mange hilsner
Marie Klee