Hjemmelavet mazarinlagkage smager helt fantastisk. I denne lagkage får de søde mazarinbunde et perfekt modspil af den fede mascarpone og den syrligt-søde gulerodskompot. Vi har brugt kokossukker, fordi det giver karamelagtig nuance til mazarinbundene, men du kan også sagtens erstatte det med enten rørsukker eller almindeligt hvidt sukker.
Opskriften
8-10 prs.
I alt: 75 min
Gulerodskompot
- 7 stk gulerødder (ca. 500 g.)
- 1 dl havtorn (frosne)
- 150 g rørsukker
- 1/2 tsk vaniljepulver
Mazarinbunde
- 200 g marcipan
- 200 g kokossukker
- 1 økologisk appelsin
- 200 g blødt smør
- 50 g fuldkornsmel
- 3 æg (M-L)
Anretning
- 250 g mascarpone
- 40 g yoghurt naturel
- 1-2 spsk vaniljesukker
- 25 g usaltede pistacienødder
Næringsindhold
Fremgangsmåde
Gulerodskompot
- Skræl gulerødderne og riv dem groft. Varm en pande op til høj varme.
- Steg halvdelen af de revne gulerødder i 5 minutter, rør undervejs, så de ikk brænder fast.
- Læg de stegte gulerødder på en tallerken, når de er blevet matte, og de begynder at dufte en smule sødt. Steg resten af gulerødderne på samme måde.
- Skru ned på svag varne og tilsæt havtorn, sukker og vaniljepulver. Rør, til bærrene begynder at frigive væske. Lad dig ikke friste til at putte vand ved. Tilsæt resten af gulerødderne.
- Skru op på middel varme og lad kompotten koge i 5 minutter, eller indtil der ikke er meget væske tilbage. Lad den køle af.
Mazarinbunde
6. Forvarm ovnen på 180 grader varmluft. Riv marcipanen groft og rør den med sukker, gerne i en foodprocessor.
7. Riv skallen af appelsinen ned i marcipanmassen. Tilsæt blødt smør og rør, til dejen er ensartet. Tilsæt mel og derefter æg og rør massen sammen.
8. Smør to springforme (20 cm i diameter) og fordel dejen heri. Bag bundene i 17-20 minutter og lad dem køle helt af.
Anretning
9. Rør mascarpone med yoghurt. Smag til med vanilje. Fordel halvdelen af mascarponecremen på den ene af bundene og fordel halvdelen af kompotten ovenpå. Læg den anden bund over og fordel resten af mascarponen og kompotten. Hak pistacienødderne og drys dem på toppen af kagen.