Skinny Latte er en “slank” café latte – det vil sige en café latte lavet på en mager mælketype (max 0,7% fedt).
Når du bestiller en café latte på en café, bliver den ofte lavet på sødmælk (3,5% fedt), som koster væsentligt mere i kalorieregnskabet, end hvis den bliver lavet på de magre mælketyper som skummetmælk (0,1% fedt) og minimælk (0,5% fedt).
Det er en god idé, at du vælger de magre mælketyper for – i overensstemmelse med Fødevarestyrelsens gældende anbefalinger – at begrænse dit indtag af mættet fedt mest muligt. Derfor er Skinny Latte et sundere alternativ til den almindelige café latte.
På de fleste caféer er de søde til at lave café latte på minimælk, hvis du husker at spørge efter det.
Hvis du er vild med café latte og samtidig gerne vil spare lidt penge (bonus! :D) – så er denne hjemmelavede og meget simple udgave af Skinny Latte et rigtig godt alternativ til den ofte mere kalorieholdige og dyre café latte, man får serveret på restauranter og caféer.
Opskriften
1 person
Ingredienser
- 1 dl skummetmælk
- 1-2 tsk instant kaffe
Fremgangsmåde
Hæld instant-kaffe i koppen. Hæld skummetmælk i en gryde og varm den op. Skum den enten med en mælkeskummer eller et piskeris (skummet bliver finere og får en mere fast konsistens, når det skummes med en mælkeskummer).
Hæld den varme, skummede mælk over instant-kaffen i koppen. Rør et par gange i koppen med en teske og server.
Alternativt kan mælken varmes i en mikrobølgeovn direkte i koppen, for herefter at blive skummet. Til slut tilsættes kaffen og der røres rundt.