En hjemmelavet mayonnaise smager dejligt, især hvis du udnytter muligheden for at give den lidt ekstra smag med eksempelvis krydderurter eller dit valg af olie. Mayonnaise er baseret på æggeblommer og olie (en emulsion), og derfor er olien selvfølgelig afgørende for smagen. Mange foretrækker at bruge en, som er forholdsvis smagsneutral, eksempelvis enten vindruekerne- eller solsikkeolie. Men vælger du også at bruge eksempelvis en koldpresset oliven- eller rapsolie, kan du virkelig sætte spil på smagsnuancerne, og så bliver det en helt anden sag at få på brødet, end når det er salatmayonnaise.
Vi har fået lov at smage på nogle af Gaeas produkter, derimellem deres ekstra jomfruolivenolie fra Kritsa-området, som har en herlig krydret smag. Jeg bruger den eksempelvis i basilikumsmayonnaisen her, og jeg siger dig det er godt! En skive ristet rugbrød med en aromatisk hjemmelavet mayonnaise og lidt flagesalt, ja, det er altså bare dejligt. Går det vildt for sig, så er det fantastisk med et par langtidsbagte cherrytomater til, eller bare som tilbehør til en god omgang tapas.
Opskriften
Ca. 2 dl
Ingredienser
- 1 stk pasteuriseret æggeblomme
- 1 tsk citronsaft eller hvidvinseddike
- 0,5 tsk salt
- 0,5 tsk sennep
- 0,5 dl Kritsa ekstra jomfru olivenolie fra Gaea (eller anden olivenolie af god kvalitet)
- 2 dl solsikkeolie (eller anden smagsneutral olie)
- 2 dl frisk basilikum
- salt og peber
Fremgangsmåde
Pisk æggeblommerne med citronsaft, salt og sennep. Gerne i en smal, høj skål eller i et litermål.
Fortsæt med at piske mens du tilsætter olivenolien og solsikkeolien i en tynd stråle. Hold eventuelt en pause med olien undervejs, hvis du synes, at det er svært at piske hurtigt nok til at æggeblommen kan optage olien. Du kan eventuelt få hjælp af en anden til at hælde olien i. Det er vigtigt at der ikke tilsættes for meget olie for hurtigt.
Hak basilikumsbladene fint og vend dem i mayonnaisen. Smag til med salt og peber.