Kokossukkeret gør, at denne marmelades sødme har et karamelliseret twist, som går utrolig godt med æblerne. Smagen understøttes kun af fignernes søde og lidt skarpe smag, mens de ristede mandler runder smagen af på bedste vis og ved at give marmeladen en smule crunch. En smagskombination, som jeg er blevet utrolig glad for!
Sylteerfaring og syltetip til opskriften
Jeg har lavet denne opskrift et par gange, og fundet ud af det er nødvendigt at blende massen, for at æblerne bliver til marmelade. Æblerne koger ikke ud af sig selv, så hvis du undlader at blende eller mose æblerne, får du istedet æbler, figner og mandler i æblesirup. Faktisk er det en opskrift, som fortjener at være et formål i sig selv! For på trods af at resultatet ikke var den oprindelige idé, blev det nemlig vanvittig lækkert. Frugter og mandler i sirup gør det fortrinligt til eksempelvis denne appelsincarpaccio. Går du denne vej istedet, vil jeg anbefale, at du tilføjer 25-50% mere sukker og vand. Ellers laver du “blot” en karamellisering, da der ikke vil være væske nok til en sirup.
Tip: Kan du ikke få fat i saftige figner, kan du bruge almindelige tørrede figner. Gør du det, skal fignerne blødgøres. Skær dem derfor i mindre stykker og kog dem sammen med æblerne fra start. Deres vægt er mindre end de saftige figners, gå derfor efter mængdeangivelsen på ingredienslisten istedet.
Opskriften
Ca. 7 dl
Ingredienser
- 1 kg æbler
- 2-3 dl vand
- 200 g kokossukker, rørsukker eller muscovadosukker
- 2 kanelstænger
- 1 vanillestang
- 75 g tørrede figner (evt. Änglamarks)
- 75 g mandler, evt. smuttede
Fremgangsmåde
Skyl og skræl æblerne og skær dem i tern. Kog æbletern med vand, kokossukker og krydderier ved middel varme og under omrøring. OBS! Væsken syner af lidt, men så snart sukkeret smelter, så passer det! Kog 20-30 minutter til æblerne er bløde.
Skær fignerne i mindre stykker og lad dem koge med et par minutter. Rist mandlerne på en tør pande, til de bliver let gyldne og begynder at dufte. Hak dem i grove stykker. Tag gryden af blusset og fisk krydderierne op. Blend massen til den ønskede konsistens. Giv æblemarmeladen et opkog og vend mandlerne i.
Skold 2-3 marmeladeglas, tør dem i et helt rent viskestykke og skyl dem herefter i en sjat Atamon eller spiritus. Hæld æblemarmeladen på glas og luk til med det samme.