Jeg havde en idé til en sund banankage. Jeg afprøvede den opskrift, jeg havde strikket sammen i mit hoved – og det blev, heldigvis, en virkelig, virkelig, lækker banankage. Og I får selvfølgelig opskriften lige her.
Næringsindholdet er super – masser af protein, fibre, og sunde fedtsyrer. Et stort stykke indeholder ca. 340 kcal, mætter suverænt, og kan derfor sagtens nydes engang imellem – eksempelvis om eftermiddagen, i stedet for eftermiddagsmad. Jeg kan godt lide når kager er lidt tunge og “mushy”, og det er lige netop dét denne er med sin saftige konsistens.
Tip: Kagen bliver kun endnu bedre, hvis du bruger overmodne bananer!
Opskriften
12 store stykker
Ingredienser
- 3-4 modne bananer (medium størrelse)
- 1 dl chiafrø (kan udelades)
- 1 dl kokosmel
- 1 dl mandler, grofthakkede
- 1 dl rosiner (kan udelades)
- 2 dl mel (eksempelvis hvede-, spelt-, eller mandelmel)
- 100 g 85% mørk chokolade, grofthakket
- 5 æg
- 2 dl fromage frais eller skyr (0,2%)
- 0,5 tsk salt
- 1 tsk nellikepulver (kan udelades)
- 2 tsk kanelpulver (kan udelades)
- 1 tsk olie til at smøre bageformen
Fremgangsmåde
Bananerne moses eller blendes i en stor skål, og resten af ingredienserne blandes herefter i. Pisk ingredienserne grundigt sammen – kan let gøres med et piskeris. Hæld massen i en form smurt med kokosolie. Alternativt kan du fore formen med bagepapir.
Banankagen bages ved 180 grader (varmluft) i 35-45 minutter. Stik i den med en gaffel når tid er og tjek, om du synes om konsistensen.
Det kan være en fordel at tage kagen ud af formen næsten lige efter den er kommet ud af ovnen, for at noget af fugten kan trække ud, og så den bliver nemmere at skære.