Mangler du inspiration til aftensmaden? Hvad med at prøve denne lækre rissalat, som forkæler både øjne og smagsløg. Giv risene lidt farve med karry, gurkemeje eller paprika, og kæl lidt for smag og konsistens med nogle stegte eller bagte grøntsager og en smule knas, samt krydderier.
Denne rissalat er farvet med karry og gurkemeje og får lidt ekstra smag fra spidskommen og en god koldpresset olivenolie. Vi har vendt risene med et par bagte gulerødder og nogle sprøde og smagfulde lalamataoliven. Salaten er lækker som tilbehør eller på buffet, og resterne kan sagtens nydes kolde i madpakken dagen efter.
Opskriften
Tilbehør til 4 personer
Ingredienser
- 200 g brune ris
- 1 tsk fint salt
- 1 spsk karry
- 1 tsk gurkemeje
- 1/2 dl mandler
- 500 g gulerødder
- stk olie til bagning
- 1 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 0,5 tsk spidskommen
- drys salt og peber
- 1 håndfuld frisk basilikum
- 2 dl oliven (fx kalamataoliven)
Fremgangsmåde
Forvarm ovnen på 200 grader varmluft.
Skyl risene. Kog dem i 2,5 dl vand og tilsæt salt, karry og gurkemeje. Kog risene ved svag varme og under låg i 30-35 minutter, eller efter anvisningen på pakken.
Læg mandlerne på en bageplade med bagepapir, og rist dem i ovnen i 5-10 minutter, til de er blevet flot gyldne.
Rens og skræl gulerødderne, og skær dem i halve på langs. Skær de halverede gulerødder i ½ centimeter tykke skiver. Vend dem i olie, salt og peber, og bag dem i ovnen i 15-20 minutter, til de er sprøde udenpå og møre inden.
Vend risene med olivenolie (kan undlades, hvis der er meget olie på gulerødderne) og spidskommen. Smag til med salt og peber. Hak mandlerne, og tilsæt dem sammen med oliven og de bagte afkølede gulerødder.
Drys med frisk basilikum