Her får du opskriften på en lækker, sund brownie lavet med sorte bønner. Opskriften kan alternativt laves med kidneybønner – de er som regel lidt lettere at få fat i. Here you go: Bønnebrownies.
Tips:
- Hvis du bruger en 70 eller 80% chokolade, bliver kagen en smule bitter. Brug da en smule mere sukker. Alternativt kan du bruge 50/60% mørk chokolade, men køb en af god kvalitet.
- Du kan sagtens bruge din favorit type af sukker eller sukkererstatning, men husk at vær opmærksom på mængden
- Hvis man ønsker en vegansk udgave, så kan erstatninger for æg findes i helsekostbutikker.
Opskriften
9 stykker
Ingredienser
- 1 dåse sorte bønner, drænet vægt 250 g
- 30 g kakao
- 30 g havregryn, blendet til fint mel
- 1/4 tsk salt
- 3 spsk akaciehonning
- 25 g sukker
- 1 æg
- 50 g smør eller kokosolie
- 2 tsk vaniljepulver
- 1/2 tsk bagepulver
- 50 g mørk chokolade af god kvalitet
- 50 g hasselnødder
Fremgangsmåde
Afhængig af hvilken type bønne du bruger, så læs på pakken om denne type skal i blød inden brug.
Forvarm ovnen til 175 grader. Alle ingredienserne bortset fra smør, mørk chokolade og hasselnødder kommes i en foodprocessor. Hvis du ikke har en foodprocessor, så kan en stavblender også bruges, vær dog opmærksom på at bønnerne skal moses først, for at de nemmere blandes med resten af ingredienserne.
Smørret smeltes og blandes i massen. Når dejen er glat og flydende tilsættes hakket mørk chokolade.
Bag kagen i ca. 20 minutter. Tjek gerne med en strikkepind efter 20 minutter, om kagen er færdig i midten. Husk at konsistensen skal være blød.
Når kagen er let afkølet kommes hakkede hasselnødder ud over kagen og serveres straks.