Her er en opskrift på et par nemme små tærter, som ikke er for søde eller tunge, men lette og syrlige.
Hvis du ikke synes kagen er sød nok, kan du komme et par skefulde sukker i dejen eller skyren, eller du kan pynte med sødt knas, såsom hasselnødkrokant. Generelt kan du pynte kagen med lige akkurat dét, du har lyst til 🙂
Har du ikke mandelmel i skuffen, kan du i stedet køre hele mandler igennem en kaffekværn – voilá – hjemmelavet mandelmel.
Hvis du har PCO(S) er denne kage også virkelig god, hvis du bare udskifter vaniljesukker med vaniljepulver og benytter sukkererstatning, hvis du ønsker mere sødme.
Opskriften
8 styk
Forberedelse: 10 min. / Tilberedning: 15 min. / I alt: 25 min.
Ingredienser
- 100 g mandelmel
- 1 tsk vaniljesukker
- 30 g kokosolie (eller smør)
- 1 stk æg
- 1 knsp salt
- 8 spsk vaniljeskyr (eller skyr/yoghurt blandet med vaniljesukker)
- 1 stk kiwi (eller andet frugt)
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 200 grader varmluft (eller 225 grader i en konventionel ovn).
Bland mandelmel, kokosolie/smør og æg sammen i en skål med hænderne eller en ske.
Del dejen i otte lige store stykker og put det i muffinforme (eksempelvis af silikone), som om det var minitærter – altså op af kanterne, men med plads til fyld i midten.
Bag dem cirka 15 minutter, til de er lysebrune.
Fyld dem med vanilleskyr og pynt med frugt.
Tror lige jeg har fået en ny yndlingsopskrift 🙂 Har cøliaki og elsker at afprøve opskrifter! Disse kan man ikke kan smage er glutenfrie – mega bonus!?
Hej Maja
Det er jeg mega glad for at høre, fedt! Og tak fordi du følger med 🙂
Mange hilsner
Marie Klee