En af de måske allerletteste måder at sylte på er at lave sin egen sirup. Derfor var det også med sirup, at jeg skød min egen syltefest igang. Jeg er blevet ret glad for Anne Hjernøes bog “Annes syltebog”, som jeg har fundet god inspiration i til at starte selv. Den kan jeg varmt anbefale, og det er med udgangspunkt i hendes appelsinsirup, at jeg har lavet denne med ingefær. Jeg har forsøgt mig både med og uden krydderier.
Jeg vil foretrække siruppen “ren” om sommeren og med en mere julet karakter her om vinteren; med vanilje, kanel og stjerneanis. Ellers giver den skarpe og syrlige smag et pift og sikrer, at festen ikke bliver for sød. Siruppen egner sig godt til lidt tunge desserter eller smagsnuancer som i sin natur er en smule bitre. Derfor tænker jeg, at den skal prøves sammen med en god chokoladebrownie. Opskriften giver cirka 2 dl sirup.
LÆS OGSÅ: Tilberedningsmetoder #5: Syltning
LÆS OGSÅ: Æblemarmelade med figner og mandler
Gode tips når du laver sirup
- Tykkelse: Sirup kan laves med varierende sukkerindhold. Der hvor det er mest vigtigt at være opmærksom på forholdet mellem væske og sukker, er hvis du skal bruge siruppen som basisingrediens i en anden opskrift. Der er eksempelvis forskel på den sirup, som bruges i is og den, der bruges i flødeboller. Men jo større sukkerindhold, des tykkere vil konsistensen blive. Personligt foretrækker jeg, at siruppen ikke er for tynd.
- Justering af tykkelse: Du kan justere tykkelsen ved at tilføje mere væske eller sukker eller ved at lade siruppen koge mere ind. Test siruppens konsistens ved at tage en smule på en ske, lad den køle et øjeblik og lav et par dråber på en tallerken. Siruppen bliver en smule tykkere, når først den får lov at køle af.
- Smag: Hvis du vil give din sirup mere kant med en let brændt eller karamelagtig smag, kan du karamellisere noget af sukkeret, før du tilsætter væsken. Det gør du ved først at smelte eksempelvis halvdelen af sukkeret ved lav varme og først derefter tilsætte resten af sukkeret, væsken og eventuelt krydderier. Vær dog opmærksom på, at sukkeret ikke brænder på! Du kan også bruge sukkertyper, som har en mere karamelagtig smag fra naturens side. Prøv dig ad med eksempelvis kokossukker og lys eller mørk muscovadosukker.
- Krydderier: Kog sirup på hele krydderier så vidt muligt. Eksempelvis vanilje- og kanelstænger, hel stjerneanis eller kardemommekapsler – det smager bare bedst. Især her hvor siruppen får mulighed for at optage yderligere smag ved henstand, hvis du lader krydderierne blive i siruppen. Denne opskrift giver et eksempel på tre krydderier, du kan variere i det uendelige.
Opskriften
2 dl
Ingredienser
- 2 dl appelsinsaft
- 200 g rørsukker
- 10 g frisk ingefær med skræl
- 1 stk vaniljestang
- 1 stk kanelstang
- 1 stk stjerneanis
Fremgangsmåde
Pres appelsinerne til saft og si appelsinkødet fra. Skræl, skyl og skær ingefær i mindre stave. Kom appelsinsaft, ingefærstave, rørsukker og eventuelt krydderier i en gryde. Kog blandingen ved middel varme, indtil det bliver klart, begynder at skumme en smule og det tykner let. Det tager cirka 20 minutter. Du kan teste om siruppen har den ønskede tykkelse ved at komme en smule på en tallerken og lade det køle af. Bemærk at siruppen kan være meget flydende og alligevel blive ret tyk, når den køles helt af.
Skold en flaske eller et glas og skyl det i en sjat Atamon eller stærk spiritus. Ønsker du en kraftigere, mere krydret smag, kan du lade ingefærstave, vanilje og kanelstænger blive i siruppen. Ellers fjernes de før siruppen hældes på flaske. Luk flasken til med det samme.